Uldent svar om Fencker-fyring

Naalakkersuisut oplyser fortsat ikke, hvorfor det var nødvendigt at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i RAL for at skifte Kuno Fencker ud som bestyrelsesformand

I oktober sidste år blev Kuno Fencker efter fire år fyret som bestyrelsesformand for Royal Arctic Line og erstattet af advokat Ulrik Blidorf.

Naalakkersuisut ønsker fortsat ikke at oplyse om, hvad der mere præcist gjorde denne udskiftning nødvendigt blot fem måneder efter, at Naalakkersuisut havde genudpeget Kuno Fencker som formand.

Det fremgår af et svar på et §37-spørgsmål fra Pele Broberg (PN).

PN-politikeren ønsker at få oplyst hvilke bestyrelsesmedlemmer i selvstyreejede selskaber, der er blevet skiftet ud på ekstraordinære generalforsamlinger - samt hvorfor.

- Naalakkersuisut har i forhold til Royal Arctic Line A/S ønsket at ændre på bestyrelsessammensætningen og tilføre bestyrelsen nye kompetencer og lederskab ved at vælge en ny bestyrelsesformand, lyder svaret fra formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) vedrørende udskiftningen i RAL.

Kim Kielsen (S) oplyser ikke, hvordan dette ønske om at tilføre nye kompetencer er opstået i de fem måneder, der er gået siden den ordinære generalforsamling.

På spørgsmålet om, hvorvidt det skal være naturligt at skifte ud i bestyrelser på ekstraordinære generalforsamlinger, lyder svaret:

- Såfremt det vurderes, at en ændring ikke bør afvente en ordinær generalforsamling i selskabet, ser Naalakkersuisut ikke noget særskilt problem i at gennemføre sådanne ændringer ved en ekstraordinær generalforsamling.

Powered by Labrador CMS