Chefredaktøren anbefaler: Det arktiske guld

Det går godt for Qiviut ApS. Faktisk så godt, at har svært ved at leve op til efterspørgslen. De to butikker i Nuuk og Sisimiut har stort set haft udsolgt af moskusgarn siden juni måned sidste år.

– Det har været sådan fra første dag, at vi aldrig kan mætte markedet, for så mange moskusokser er der ikke. Vi har et ekstremt lækkert produkt, der ligger langt under verdensmarkedsprisen. En trøje af moskusgarn, der koster 5.000 kroner i Grønland, koster 15.000 kroner i USA. Vi går op i at skabe lokale arbejdspladser, men det er kun sjovt at være lokal, hvis de lokale også har mulighed for at handle hos os. Rundt om i verden er moskusuld også kendt som det arktiske guld. Det er et rammende navn, idet vi prissætter alle vores varer efter, hvor mange gram uld, der er brugt, fortæller Mia Chemnitz.

Qiviut blev startet af Mia Chemnitzs mor Anita Høegh, der fik ideen til at spinde moskusgarn for 22 år siden, da hun var medejer af Kangerlussuaq Tourism. Da hun flyttede til Sisimiut fulgte interessen med og hun forfinede stille og roligt processerne med at indsamle, rense og spinne ulden. Især rensningen af ulden er en besværlig proces, da man skal ind under de lange dækhår, før man får adgang til den varme underuld. Det skal rives af med en kam ved håndkraft. På et enkelt skind sidder omkring 1 kilo uld, der tager cirka en time til halvanden at få af. Ulden deles dernæst op i to sorteringer, hvor A-sorteringen er fuldstændig ren, og kan sendes direkte i spinding, mens B-sorteringen kræver yderligere rensning, inden det kan spindes. Rensningen foregår enten per håndkraft, som er ekstrem tidskrævende eller på maskiner, som medfører et tab på cirka 30 procent. I Qiviut benytter de sig af begge metoder. Først derefter er garnet klar til salg i butikkerne og i webshoppen.

Eksportsucces
Qiviut eksporterede i 2018 til 30 forskellige lande via deres webshop.

– Folk finder os på nettet. Vi sender meget moskusgarn til Norge, Danmark, Sverige, USA og Canada. Sidstnævnte er et voksende marked, da de selv kun har meget få moskusokser og et stort marked at mætte. De kinesiske og japanske turister er også meget glade for vores produkter, og køber stort ind, når de besøger Sisimiut eller Nuuk med krydstogtskibe. Når vi har forklaret dem processerne bag moskusulden, og begrundelsen for, hvorfor en hue koster 1.200 kroner, så lægger de gerne mange tusinde kroner i butikken. Også de canadiske og amerikanske turister er glade for vores produkter, fordi de ved, at vi er billigere, end hvad de kan købe i deres hjemlande. Nogle turister fortæller endda, at de kommer til Grønland for at handle hos os. Så vi er meget glade for krydstogtturisterne, siger Mia Chemnitz, der ikke har behov for mellemhandlere eller andre til at hjælpe med at sælge varer i udlandet.

– Vi ser ingen grund til at benytte os af fordyrende mellemled, når nu vi sagtens kan afsætte vores produkter selv.

Få dyr presser priserne op
Begrænsningen er selvsagt skindene. I Qiviut så de gerne, at kvoten og jagtperioden afspejlede biologernes anbefalinger, og at man allierede sig med de erfarne fangere i et forsøg på drivjagt.

– Der skydes ikke ret mange moskusokser i øjeblikket. Selvom der er talt rekordmange moskusokser mellem Sisimiut og Kangerlussuaq – mere end 22.000 ifølge Naturinstituttet, så er der netop meldt en begrænset periode ud på 14 dage. Men skal vi holde vores produktion ved lige, så skal vi bruge mindst 1.300 skind om året. Vi ønsker, at moskusjagten skal være bæredygtig, og vi kommer aldrig til at sælge uld fra dyr, vi ikke også kan spise, og vi kommer aldrig til at støtte en jagt, der viser sig truende for moskusoksebestanden. Vi er bare én spiller, men beslutningstagerne bør i vores optik fastsætte og udmelde kvoten langt tidligere også i respekt for de fangere, der år efter år tager tid ud af kalenderen for at rejse ind i mørket og kulden ved Kangerlussuaq - nogle år med mange dages tabt arbejdsfortjeneste, som konsekvens af, at det tilsyneladende år efter år kommer bag på vores politikere, at jagtsæsonen i Kangerlussuaq er lige om hjørnet, siger Mia Chemnitz.

Normalt skal en af medarbejderne fra Qiviut Garn stå klar til at tage imod skindene i det øjeblik, fangerne kommer ind med dem. Det er typisk ved midnatstid, og hvis ikke man er hurtig, så når skindene at fryse fast til jorden.

– Som virksomhed ville nogle klare retningslinjer for de kommende sæsoner kunne give os et praj om, om vi skal ansætte mere personale, eller om det modsatte er tilfældet, lyder det fra Mia Chemnitz.

Erhvervsfanger Karsten Lings er ligeledes utilfreds med, at departementet har forkortet jagtperioden, når biologerne nu har alt så mange moskusokser i området ved Kangerlussuaq.

– Vi er ikke tilfredse med, at jagten først starter den 25. januar og kun løber frem til 15. februar. Der er mange fangere, der trænger til at komme ud på jagt, og det er for kort en periode, når der nu er talt så mange dyr. Dertil kunne vi godt have ønsket os, at vi havde fået besked tidligere, så vi bedre kunne planlægge vores jagt, fortæller Karsten Lings, der regner med at kunne nedlægge 4 moskusokser om dagen. Han tilføjer, at skindene er steget i pris år for år, hvilket vækker bekymring for, at nogle kunne finde på kun at gå på skindjagt og ikke bruge kødet.

Du kan få digital adgang til hele avisen Sermitsiaq herunder:

Sermitsiaq Uge 03 2019

Klik her for at læse