Schmeichel overvejer topstilling i United

Målmandslegenden Peter Schmeichel overvejer at byde ind på et ledigt job som fodbolddirektør i Manchester United.

Peter Schmeichel
Den tidligere målmand i Manchester United Peter Schmeichel overvejer at byde ind på stillingen som topchef i klubben.

Det fortæller den 55-årige dansker, der spillede i den engelske storklub fra 1991 til 1999, til BBC.

- Jeg tænker på at lægge mit navn i puljen, siger Schmeichel.

Han fortæller, at han gerne vil tilbage og spille en rolle i fodboldens verden.

Det kunne være i United, der i denne uge fyrede manager José Mourinho og hyrede Ole Gunnar Solskjær.

Solskjær tog som noget af det første kontakt til United-legenden Alex Ferguson, der hentede 13 mesterskaber og to Champions League-titler til klubben, før han stoppede i 2013.

Alex Ferguson er også en af Peter Schmeichels inspirationskilder.

- Det vigtigste er at få Manchester Uniteds kultur og identitet tilbage.

- Jeg vil gerne, at jobbet går til en, der har spillet der, og kan bringe noget af den der Sir Alex-mentalitet tilbage til hele fodboldklubben, siger den tidligere målmand.

Peter Schmeichel vil bruge juledagene til at finde ud af, om han vil søge jobbet i United.

- Jeg overvejer, om jeg har kvaliteterne, og hvis jeg når frem til et svar på det spørgsmål, så vil jeg lægge mit navn i hatten.

- Jeg vil tænke godt og grundigt over det hen over julen og nytår, og så vil jeg træffe en beslutning, siger han.

Manchester United vandt lørdag med 5-1 over Cardiff i Premier League i Ole Gunnar Solskjærs debutkamp som manager for klubben.

Powered by Labrador CMS