Grønlandsbanken fortsætter fremgangen
Halvårsresultatet over al forventning. Banken forventer, at årets resultat bliver 10 procent højere end i 2006.
Grønlandsbanken opnåede et resultat før skat på 62,3 millioner kroner i årets første halvår mod 40 millioner kroner i samme periode sidste år. Basisindtjeningen er steget med godt 20 millioner kroner til 69,4 millioner kroner, mens beholdningsindtjeningen blev på -7,2 millioner kroner.
Bankdirektør Martin Kviesgaard siger i en kommentar til halvårsresultatet, at udviklingen i bankens basisindtjening har været god i 1. halvår – og bedre end banken forventede, da den udsendte 1. kvartals rapport.
- Blandt andet fortsætter investeringsområdet de gode takter, og vores udlån er steget pænt med 169 millioner kroner siden årsskiftet til 2.158 millioner kroner.
- Der er optimisme i erhvervslivet og flere og flere familier får økonomisk råderum til f.eks. boligkøb. Vore medarbejdere har haft meget travlt med at yde boliglån, båd- og billån og lån til erhvervslivet til både nye og eksisterende kunder. Samtidig har tabene været meget begrænsede, siger Martin Kviesgaard.
- På baggrund af den gode udvikling er vores forventning til hele år 2007 en stigning i basisindtjeningen på godt 20 procent mod den tidligere udmeldte forventning om 10 procents stigning. Vi taber noget på den seneste tids uro på børserne, så årets resultat bliver nok cirka 10 procent højere end i 2006, noterer bankdirektøren.