Demokraterne: Kræftproblemet skal tages meget mere seriøst

Medlem af Inatsisartut Malene Vahl Rasmussen kritiserer naalakkersuisoq for sundhed, Doris J. Jensen.

Malene Vahl Rasmussen kritiserer naalakkersuisoq for sundhed Doris J. Jensen

- Visionsløst.

Det mener Demokraternes sundhedsordfører Malene Vahl Rasmussen om naalakkersuisoq for sundhed Doris J. Jensens (S) kommentar til det kræftstudie, som viser, at antallet af kræfttilfælde herhjemme er stigende og at dødeligheden herhjemme er dobbelt så stor som i resten af Norden.

- Hendes (Doris J. Jensen red.) kommentarer virker som om, at de er trukket i en automat. Det er simpelthen for let bare at sige, at vi skal forebygge og at vi skal håbe på, at den Kræftplan der blev igangsat i 2014 virker, skriver Malene Vahl Rasmussen i en pressemeddelelse.

Nem løsning

Malene Vahl Rasmussen påpeger, at kræftproblemet skal tages meget mere seriøst.

- De konstante budgetrokeringer og den manglende bemanding i Sundhedsvæsenet har i mine øjne betydet, at det er stort set umuligt at udvikle og effektivisere. Måske er det derfor, at Doris J. Jensen vælger den nemme løsning ved blot at pege på for eksempel forebyggelse som en løsning på problemet?, spørger hun.

Læs: Flere kvinder får brystkræft

Der er noget galt

Malene Vahl Rasmussen fremhæver, at landet i stedet bør gå anderledes til værks.

- Jeg synes, at vi skal finde ud af præcis, hvad det er der virker i de andre nordiske lande. Hvad har de gjort for at nedbringe kræfttilfælde og kræftdødeligheden? Er der nogle af deres erfaringer, vi kan bruge herhjemme? Vi er nødt til at ændre prioriteterne i Sundhedsvæsenet, hvor der i mine øjne bliver brugt for mange penge på eksempelvis administrativt personale og for lidt penge på udvikling, påpeger hun.

- Det her kræftstudie viser os, at der er noget galt. Derfor er det ganske forkert, at Doris J. Jensen blot vil gøre mere af det samme. Vi er nødt til at gøre nogle ting anderledes, lyder det fra Malene Vahl Rasmussen.

Powered by Labrador CMS