EU og USA sender stærk appel til Kosovo og Serbien om ro

Konflikt mellem etniske serbere og etniske albanere i Kosovo om nummerplader er ved at koge over.

Lastbiler læsset med sten er parkeret på tværs i den serbiske del af byen Mitrovica i det nordlige Kosovo.

EU og USA opfordrer Kosovo og Serbien til "øjeblikkeligt" at tage skridt til at nedtrappe spændingerne mellem de to lande.

Anledningen er en konflikt ved de to balkanlandes fælles grænse.

- Vi opfordrer alle til at udvise maksimal tilbageholdenhed, at øjeblikkeligt handle og uden forhåndsbetingelser nedtrappe situationen, og at afholde sig fra provokationer, trusler eller intimidering, hedder det i en fælles erklæring fra EU og USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der bor 1,8 millioner mennesker i Kosovo. Langt de fleste er etniske albanere. I den nordlige del af landet udgør etniske serbere cirka 50.000 mennesker.

De etniske serbere støttes af mange serbere i Serbien og af regeringen i Beograd.

I november trådte etniske serbere ud af politiet, domstolene og andre institutioner i Kosovo. Anledningen var, at regeringen i Kosovo ville have udskiftet nummerpladerne i det nordlige Kosovo. De er udstedt af den serbiske stat.

Det førte til uroligheder og blokader ved grænsen. Der blev skudt mod Kosovos politi og internationale fredsstyrker. Dagligt er spændingerne vokset. Det har ført til frygt for en ny krig.

Senest tirsdag aften, hvor demonstranter på den serbiske side af grænsen brugte lastbiler og traktorer til at lukke den største grænseovergang.

Kosovos regering har allerede tidligere suspenderet planen om at udskifte nummerplader.

Konflikten forværres af, at Serbien ikke anerkender, at Kosovo er et selvstændig land. Beograd betragter det stadig som serbisk område.

Men EU og USA vil ikke spille med.

- Lov og orden må respekteres, og enhver form for vold er uacceptabel og vil ikke blive tolereret, advarer de i den fælles erklæring.

Kosovo var indtil 1999 en undertrykt provins i Serbien. Det førte til en konflikt, hvor Serbiens daværende leder, Slobodan Milosevic, med magt satte gang i en etnisk udrensning af Kosovos etniske albanere. De udgjorde cirka 90 procent af befolkningen.

Hundredtusinder af mennesker flygtede til nabolandene, indtil Nato greb ind og forviste de serbiske styrker fra Kosovo.

Over 10.000 danske soldater har deltaget i den fredsbevarende operation efter krigen i 1999. Langt de fleste har været stationeret i den etnisk delte by Mitrovica.

Powered by Labrador CMS