Selvstyre-høring i Folketinget

Folketingets Udvalg vedrørende Grønlandske Forhold afholder onsdag den 28. maj 2008 en høring om grønlandsk selvstyre.

Det er i forlængelse af den grønlandsk-danske selvstyrekommissions betænkning, at grønlandsudvalget med folketingsmedlem Lars-Emil Johansen som formand afholder høringen om grønlandsk selvstyre. Høringen finder sted i Landstingssalen på Christiansborg fra kl. 13.00 til 16.00.

Høringen vil blandt andet dække de statsretlige og de økonomiske perspektiver i den foreslåede selvstyreordning for Grønland, herunder også ordningen set i et internationalt lys, spørgsmålet om bloktilskuddets fremtid og forde-lingen af indtægter ved råstofudvinding.

Derudover vil spørgsmålet om Grønlands grænser blive behandlet på høringen både i forhold til den juridiske afgrænsning og karakter af det grønlandske territorium og folk og spørgsmålet om befolkning og bosætning i Grønland gennem tiderne.

Blandt oplægsholderne er professor Peter Germer, Aarhus Universitet, der vil forklare om selvstyreordningen set i et internationalt perspektiv og statsretligt lys. Ordningens økonomiske konsekvenser bliver udlagt af professor Christen Sørensen, Syddansk Universitet, mens professor Ole Spiermann, Kbh. Universitet, tager sig af den juridiske afgrænsning af det grønlandske territorium og folk. Endelig forklarer Bjarne Grønnow, fra SILA - Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning om den historiske afgrænsning af Grønland.

Powered by Labrador CMS