Gå til hovedindhold

Nødråb fra Qasigiannguit: Arktisk Kommando, kom og bryd havisen

Et kommunalbestyrelsesmedlem i Kommune Qeqertalik beder Arktisk Kommando om at sejle til Qasigiannguit og bryde havisen ved byen, så erhvervsfiskeriet kan komme i gang.

Havisen ved Qasigiannguit blokerer erhvervsfiskernes muligheder for at komme ud til det åbne hav ved Qasigiannguit, hvorfor erhvervsfiskeriet er ramt af den tykke havis ved byen.

Derfor kommer kommunalbestyrelsesmedlem ved Kommune Qeqertalik, Inuit Ataqatigiits Kristian Jeremiassen, med et opråb til Arktiske Kommando.

- Forsyningsskibet har sejlet ind til Qasigiannguit via en anden rute, da havisen er for tyk ved Qasigiannguit. Derfor blokerer havisen fortsat erhvervsfiskeriet ved Qasigiannguit. Arktisk Kommando, kom derfor til Qasigiannguit og hjælp os med bryde havisen ved byen, skriver Kristian Jeremiassen.

Kristian Jeremiassen oplyser, at større hellefiskefartøjer heller ikke kan komme ind til havnen i Qasigiannguit på grund af havisen ved byen.

LÆS OGSÅ: Forsyningsskib ankommet til Qasigiannguit

Arktisk Kommando vil kigge på mulighederne

Presserådgiver ved Arktisk Kommando, Jette Elkjær, oplyser til Sermitsiaq.AG, at Arktisk Kommando endnu ikke har modtaget Kristian Jeremiassens henvendelse, da hans henvendelse er blevet sendt til Forsvaret og muligvis først mandag morgen vil blive videresendt til Arktisk Kommando, men:

- Når vi får den, så kigger vi selvfølgelig på hvad vi har af muligheder, fordi Forsvaret og dermed Arktisk Kommando støtter samfundet heroppe, når det er muligt i forhold til de opgaver vi laver heroppe, siger Jette Elkjær til Sermitsiaq.AG.

Jette Elkjær oplyser overfor Sermitsiaq.AG, at Arktisk Kommando ofte modtager henvendelser om hjælp. Også fra private personer.

- Hver eneste gang beder vi om, at det her anmodninger netop bliver sendt til Arktisk Kommando enten fra bygdefogeden eller fra kommunen, så vi kan være sikre på, at det er lokalsamfundets ønske at der eksempelvis skal brydes is, siger Jette Elkjær og fortsætter:

- Vi oplever nogle gange, at der er forskel på hvilke ønsker man har. Om det er jollefiskeren, der ønsker, at der skal brydes is. Mens der modsat måske er  slædekuske, der ikke ønsker, at der bliver brudt is, da de ellers ikke vil kunne tage på slædeture.

Du kan se billeder af havisen ved Qasigiannguit øverst i artiklen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER