Risiko for dødelig mæslingeepidemi

Kun omkring halvdelen af børnene i Nuuk får den såkaldte MFR-vaccine mod mæslinger, røde hunde og fåresyge. Det er så lavt et niveau, at kun et tilfælde vil starte et alvorligt udbrud.

Ifølge nye tal fra landslægen er det foruroligende få, der sørger for, at deres børn får den såkaldte MFR-vaccine mod røde hunde, fåresyge og mæslinger. Det skriver avisen AG.

Epidemi-risiko

Imens resten af landet ikke er opgjort, var det i 2017 i Nuuk kun 57 procent af børn på 15 måneder, som fik deres første skud MFR-vaccine, som forhindrer mæslinger. Kun 43 procent af børnene på fire år fik deres andet skud, som stort set udelukker smitte med røde hunde og fåresyge.

Det er så lavt et antal, at det kun er et spørgsmål om tid, før Grønland oplever en større mæslingeepidemi, lyder det fra professor i infektionsmedicin ved Rigshospitalet og ekspert i vaccinationer og immunisering, Jens Lundgren.

- Vi havde et problem i Danmark, men det her er mere alvorligt. Det er jo kun halvdelen, der får MFR-vacciner, siger professor Jens Lundgren, da AG forelægger ham tallene.

Flokimmunitet

Ifølge fagkundskaben skal 92-94 procent være vaccineret for at sikre såkaldt ”flokimmunitet” imod mæslinger, hvor også de uvaccinerede er beskyttet, fordi antallet af immune umuliggør at den ellers så smitsomme sygdom kan brede sig.

Læs hele artiklen i avisen AG, som du kan få adgang til via linket herunder:

Powered by Labrador CMS