Konebåd og thulemand i Lejre

Jagt og fangst i Nordens fortid kan opleves i Lejre på Sjælland i den kommende uge

Man kan opleve den levende kulturarv i Lejre på Sjælland i den kommende uge. Grønland er repræsenteret med en konebåd og en fanger i antræk fra 1700-tallet. Foto: Sagnlandet

Besøger man det videnspædagogiske aktivitetscenter Sagnlandet Lejre i ugen 2'-8' juli 2012, vil man møde et usædvanligt syn. En grønlandsk fanger i smuk sælskindsanorak anno 1700-tallets Thulekultur vil stå ivrigt snakkende med en dansk ertebølle-stenalderjæger anno 5.000 år f.Kr. iklædt ulveskind.

Samtalen går på fangstteknik, redskaber og materiale kendskab, når de tværs over et helt ocean og tusinder af år måler, vejer og sammenligner deres jagtvåben.

Baggrunden for det usædvanlige syn er, at Sagnlandet Lejre i samarbejde med Qasigiannguit Museum, Grønland og Lottas Gaveri, Sverige er vært for en ugelang skandinavisk jæger- & samlerfestival, med ca. 40 deltagere fra Danmark, Grønland, Norge, Finland, Sverige og Nordtyskland.

Det oplyser Sagnlandet.dk

Hele ugen byder på workshops i traditionelle håndværk, formidlingsaktiviteter og foredrag for de inviterede deltagere. Ugen igennem arbejdes der med centrale temaer fra den traditionelle tilværelse som fanger eller jæger- og samler: boligen, ilden, maden, dragten fangsten, kunsten og musik & dans. En fem meter lang grønlandsk Konebåd sejler ligeledes rundt på Sagnlandets søer.

Powered by Labrador CMS