Efter smitte i Ilulissat: Avannaa aflyser arrangementer

Efter der søndag er fundet seks personer med Covid-19 i Ilulissat, aflyser kommunen nu alle større arrangementer. Samtidig sender de en opfordring til borgere og virksomheder om at gøre det samme.

På grund af seks positive coronatilfælde i Ilulissat opfordres alle borgere til at aflyse større arrangementer i Avannaata Kommunia. Skoler, dagtilbud og biblioteker har fortsat åbent. Sådan lyder beskeden fra kommunen mandag.

Officielle regler for forsamlinger fra nun.gl

Bekendtgørelsen beskriver forbud imod indendørs og udendørs arrangementer, hvor deltagere er fra samme eller fra andre kommuner:

  • Indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende.
  • Kurser, seminarer og lignende.
  • Private arrangementer, som f.eks. barnedåb, fødselsdage, konfirmationer, dimissionsfester, bryllupper og begravelser.
  • Indendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, som ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 2, må maksimalt have 100 deltagere.
  • Arrangøren må ikke aktivt opfodre til, at personer fra andre kommuner deltager i arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende.

Udendørs arrangementer m.v., hvor deltagerne kommer fra samme kommune:

  • Udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, som ikke er omfattet af § 2, må maksimalt have 250 deltagere.
  • Arrangøren må ikke aktivt opfodre til, at personer fra andre kommuner deltager i arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende.

Landslægen har søndag oplyst, at alle smittede har overholdt karantænereglerne. Derfor regner han ikke med, at der er smittespredning. Alligevel vælger borgmesteren altså at tage sine forholdsregler.

- Vi kan ikke være påpasselige nok, efter at der er fundet seks coronasmittede i Ilulissat. Vi opfordrer derfor foreninger, virksomheder og lignende om at aflyse arrangementer, som giver anledning til større forsamlinger, siger borgmester Palle Jerimiassen.

Institutioner holder fortsat åbent

Skoler, dagtilbud og lignende har fortsat normal åbningstid.

- Bekymrede forældre til skolebørn samt forældre til børn i vuggestuer og børnehaver er begyndt at ringe og spørger, hvordan de skal forholde sig, efter at der er fundet seks coronasmittede i Ilulissat, siger Aka Grønvold, direktør for Forvaltning for Læring og fortsætter:

- Skoler, vuggestuer, børnehaver, biblioteker samt sportshaller holder fortsat åbent. Alle i kommunale institutioner skal være særligt opmærksomme på at følge landslægeembedets anbefalinger for at forhindre yderligere smittespredning, siger Aka Grønvold.

Skolerne kan fortsat gennemføre planlagt kirkegang op til jul, hvor skoleeleverne er opdelt i grupper.

Kort efter det blev meldt ud at der var fundet smittede i Ilulissat, gik borgmester Palle Jeremiassen live på Facebook. Se hvad han sagde her:

Powered by Labrador CMS