Royal Arctic Line

RAL's it-problemer langt fra slut

Royal Arctic Line erkender, at man endnu ikke har styr på de it-mæssige udfordringer, der har kostet erhvervslivet millioner af kroner. Spørgsmålet er, om Naalakkersuisuts tålmodighed med topledelsen i rederiet er sluppet op, og om det vil få konsekvenser.

Malik Arctica
Malik Arctica har siden december været forsinket i sine sejladser, og det problem ser først ud til at blive løst i slutningen af måneden, oplyser RAL

Royal Arctic Line har endnu ikke fået løst sine it-problemer, der siden foråret har medført, at rederiet ikke har kunnet leve op til sine forpligtelser i tilfredsstillende grad, hvilke har kostet erhvervslivet tab på mange millioner kroner.

Tidligst til marts

Udsigten til at få løst de it-mæssige udfordringer ser nu ud til tidligst at blive løst til marts.

- Med hensyn til de it-mæssige udfordringer arbejder vi stadigvæk intenst med at få forbedret systemet og har i den forbindelse en vigtig opgradering, som vi forventer at rulle ud i marts, oplyser underdirektør Taitsianguaq Olsen, Royal Artic Line, til Sermitsiaq.AG.

Han fortæller desuden, at der er planlagt brugerkurser af it-systemet i løbet af 1. kvartal i år.

Må skuffe naalakkersuisoq

Det må skuffe Naalakkersuisoq for Infrastruktur Erik Jensen, at rederiet ikke har fået styr på sine problemer.

Tilbage i oktober havde Erik Jensen et møde med Verner Hammeken, og efter mødet fastslog Erik Jensen, at problemerne skulle være løst langt før, det nye år blev en realitet.

Sermitsiaq.AG stillede i oktober Erik Jensen følgende spørgsmål:

Vil det sige, at du kan leve med, at rederiet får løst problemerne, inden vi går ind i det nye år?

Svaret fra Erik Jensen lød dengang:

- Så lang tid vil jeg ikke vente. Vi snakker ikke om flere måneder og halve år. Jeg forventer, at rederiet har styr på sine udfordringer nogen tid før, vi når ind i det nye år, sagde Erik Jensen den 23. oktober.

Læs interviewet: Royal Arctic Line sat under pres

Konsekvenser for ledelsen

På den baggrund rejser spørgsmålet sig, om tålmodigheden efterhånden er ved at slippe op hos Naalakkersuisut. Erik Jensen har oplyst til Sermitsiaq.AG, at han ser ”meget alvorligt” på sagen, hvor en eksportvirksomhed har mistet en kvart million kroner i mistet eksportindtægter til Island, og derfor har han bedt om et møde og en forklaring fra rederiets topchef Verner Hammeken.

Læs også: Naalakkersuisoq skrider til handling i RAL-sag

Det er imidlertid ikke Erik Jensen, der har det direkte ledelsesmæssige ansvar for Royal Arctic Line. De selvstyreejede selskaber ligger ansvarsmæssigt i en afdeling, der hører under formandens departementet med Kim Kielsen som den øverst politisk ansvarlige.

Politisk troværdighed på spil

Erik Jensen risikerer at miste politisk troværdighed, hvis der ikke handles. Der er grænser for antallet af løftede pengefingre og samtaler. Derfor kan sagen om RALs udfordringer ende på allerhøjeste niveau i Naalakkersuisut. Det store spørgsmål er nemlig, om Naalakkersuisuts fortsat har tillid til, at ledelsen i rederiet formår at løse problemerne inden for en acceptabel fremtid.

Skibs-forsinkelser

Med hensyn til de forsinkelser, som rederiet også har kæmpet med, oplyser underdirektøren, at man fortsat arbejder på at indhente dem.

- Malik Arctica har siden december været forsinket på grund af en kombination af dårligt vejr, en ekstra tur til Upernavik samt tekniske issues på skibet. Men vi forventer at have indhentet forsinkelsen på dette skib inden udgangen af indeværende måned, oplyser Taitsiannguaq Olsen til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS