global opvarmning

Alger får isen til at smelte

Alger gør indlandsisen mørkere og det får den til at smelte hurtigere

Offentliggjort

Alger på overfladen af indlandsisen får den til at smelte hurtigere.

Det viser en ny undersøgelse offentliggjort i Geophysical Research Letters. Tidligere har der været mest fokus på kulstøv og andre former for støv, men nu viser den nye undersøgelse, at algerne har større betydning end de øvrige urenheder i isen.

Forskerne har undersøgt algernes betydning for afsmeltningen i sæsonen 2014 i den sydvestlige del af indlandsisen. Og her viste det sig, at algerne gør den nøgne is så meget mørkere, at det har en tydelig effekt på afsmeltningen.

Den kraftige effekt af algerne iagttages ikke over de områder af isen, der er snedækkede.

Men selvom algerne har den største betydning på den nøgne is, så spiller de sammen med kul og støv i et selvforstærkende kredsløb. Når isen bliver mørkere og dermed varmere, så giver varmen algerne bedre vækstbetingelser forklarer en af artiklen forfattere, Marek Stibal til Arctic Now.
Derudover virker støv, der smelter ud af isen, som næringsstoffer for algerne, som dermed får bedre vækstbetingelser.

Algernes effekt skal nu indarbejdes i modellerne for afsmeltning af indlandsisen for at gøre dem mere præcise.

Powered by Labrador CMS