alkoholbevilling

Tilsyn afslører rystende forhold på Tasiilaq-værtshuse

Sovende gæster, udskænkning til børn, masser af glasskår, afføring på toiletbrættet og ren og skær drukkenskab.

Det var, hvad der mødte en tilsynsenhed fra sundhedsdepartementet, da den i starten af juli sidste år gennemførte uanmeldte tilsyn på udskænkningsstederne i Tasiilaq, Tiilerilaaq, Kuummiit, Sermiligaaq og Kulusuk.

To værtshuse skilte sig ud

Det var især på to udskænkningssteder, ”Klubben” og Arctic Wonderland, begge i Tasiilaq, at forholdene var under al kritik.

Det fremgår af en redegørelse, som kommunalpolitikerne i Kommuneqarfik Sermersooq skal behandle på det kommende kommunalbestyrelsesmøde den 9. januar.

Tilsynsenheden har lavet en lang liste, der beskriver, hvordan alkoholloven bliver overtrådt, og den gengives i sin helhed herunder:

”Klubben” overholder ikke bestemmelserne i alkoholloven:

  • Der var tale om drukkenskab på ”Klubben” under tilsynet og alle gæsterne var synligt berusede
  • Tre eller flere sov i udskænkningslokalet
  • Tilsynsmyndigheden vurderer at alle gående gæster havde manglende balanceevne og havde dårlig koordination. Dette kom til udtryk både indenfor og udenfor udskænkningsstedet, hvor alle vaklede frem og tilbage
  • Da tilsynsmyndigheden gik udenfor faldt en ung kvinde ned ad trapperne og blev liggende. Kvinden havde tisset i bukserne og var helt våd. Da tilsynsmyndigheden kom forbi en time senere, lå kvinden samme sted helt alene. Personalet i ”Klubben” gjorde intet for at hjælpe kvinden
  • Udskænkningsstedet havde ingen dørmand og gæsterne gik ud fra udskænkningsstedet med flasker
  • Under tilsynet blev der udskænket til personer, som blev vurderet at være under 18 år
  • Der blev under tilsynet ikke sikret fornøden dokumentation under servering
  • Der lå meget knust glas og tomme dåser rundt ved indgangspartiet og de umiddelbart tilstødende udenomsarealer på udskænkningsstedet. Der var tale om en forholdsvis stor mængde affald
  • De sanitære forhold (toiletter) var ringe og meget uhygiejniske. Toiletterne var ulækre og der var synlig afføring på toiletbrættet samt tis og opkast på gulvet. Der var huller i gulvene og intet papir at tørre sig med. Der lugtede fælt

Arctic Wonderland overholder ikke bestemmelserne i alkoholloven:

  • Der var ingen synlig alkoholbevilling
  • Der var drukkenskab inde og udenfor udskænkningsstedet. Alle gæsterne var synligt berusede
  • Tilsynsmyndigheden så fem eller flere sovende mennesker i det lille udskænkningslokale samt syv eller flere sovende mennesker i det store udskænkningslokale
  • Tilsynsmyndigheden mødte en ung dreng vurderet at være under 14 år, som sad med en øl i hånden. Drengen havde uklar tale og havde svært ved at koncentrere sig om samtalen
  • Under tilsynet blev der udskænket til personer, som blev vurderet til at være under 18 år. Der var tale om mindst 15 personer, som blev vurderet til at være mellem 12 og 15 år
  • Der blev under tilsynet udskænket til synligt berusede personer. Stort set alle var synligt berusede, og der var ikke nogen af gæsterne, som ikke fik lov til at modtage servering
  • Der var ikke skilte med forbud mod udskænkning til unge under 18 år eller berusede personer
  • Der lå meget knust glas og tomme dåser rundt ved indgangspartiet og de umiddelbart tilstødende udenomsarealer på udskænkningsstedet
  • De sanitære forhold var meget uhygiejniske, beskidte og ildelugtende
  • Tilsynsmyndigheden fik efter første tilsyn et tip om, at befolkningen i Tasiilaq gik ned på baren så snart lønnen kom ind kl. 23.00 torsdag. Tilsynsmyndigheden tog ned igen torsdag kl. 22 til 23.30, hvor 65 personer blev set gå ind i baren i dette tidsrum. Tilsynsmyndigheden så 24 børn vente udenfor på deres pårørende. Der var ingen dørvogterfunktion og børnene gik ind og ud som de havde lyst

Flere andre småforseelser

Flere andre værtshuse og butikker blev set efter i sømmene og her var der tale om småforseelser. Typisk manglende man en synlig alkoholholbevilling, og personalet kunne ikke finde den.

I indstillingen til kommunalbestyrelsen foreslår man, at ejerne af de to værtshuse "Klubben" og Arctic Wonderland skal have mulighed for at svare på de mange observationer, som tilsynet har listet op. Ejerne har fået en frist på en måned, så Udvalg for Økonomi og Erhverv kan behandle sagen på det næste møde den 8. februar.

Bevilling kan inddrages

Kommunalbestyrelsen kan i sidste ende inddrage alkoholbevillingen på de to steder. I første omgang i en periode på 1 måned. Gentages forholdene kan inddragelsen ske permanent.

Powered by Labrador CMS