Stor indsats

Første på stedet: - Det er det mest forfærdelige, jeg har set

Malik Niemann var som helikopterpilot en af den første, der mødte ødelæggelserne i Nuugaatsiaq og de dybt chokerede indbyggere

Malik Niemann var som pilot i en Bell 212 helikopter en af de første, der kom indbyggerne i Nuugaatsiaq til undsætning
Offentliggjort

Malik Niemann er en erfaren helikopterpilot, der har fløjet mange redningsoperationer. Det betyder også, at han har set mere end de fleste. Men situationen i Nuugaatsiaq var han ikke forberedt på.

- Det er det mest forfærdelige, jeg nogensinde har set. Det var helt uvirkeligt, nærmest som i en gyserfilm, siger han om det syn der mødte ham, da hans helikopter nærmede sig Nuugaatsiaq.

I luften på få minutter
Det var nærmest lidt af et tilfælde, at Malik Niemann befandt sig i Uummannaq. Han skulle afløse en kollega, og derfor var der to Bell 212 helikoptere i byen lørdag aften. Et mere end heldigt tilfælde skulle det vise sig.

Malik Niemann var allerede gået i seng, da sirenen pludselig lød i Uummannaq. Da han kiggede ud af vinduet og så en by i opstandelse.

Det gik op for ham, at Nuugaatsiaq var blevet ramt af en flodbølge, da de første billeder dukkede op på facebook.

Han og kollegaen Tonny Olsen gjorde sig klar og gav besked om, at de var parat til at rykke ud.

Da Arktisk Kommando gav besked var de to helikoptere i luften i løbet af få minutter. Med om bord var en sygeplejerske, indsatslederen, beredskabsfolk og politibetjente.

Indbyggerne i chok
Selvom Malik Niemann havde set billederne på facebook, så blev han alligevel forfærdet over synet.

- Jeg kunne nærmest ikke genkende Nuugaatsiaq, selvom jeg kender bygden godt. Husene var flyttet rundt i bygden og mellem 5 og 7 af dem lå i vandet, hvor kun taget ragede op, fortæller han.

De kunne ikke lande helikopteren på helipadden, men måtte lande 200 til 300 meter oppe i terrænet.

- Meget langt oppe i terrænet fik vi så øje på bygdens indbyggere, fortæller han.

Grædende, råbende og iført sparsomt tøj kom de løbende ned mod de to helikoptere.

- Vi forsøgte at trøste dem, så godt vi nu kunne, men de var naturligt nok dybt chokerede.

- De krammede os og holdt om os, fordi hjælpen nu var nået frem.

Evakueringen
De to hårdest tilskadekomne blev lagt på en båre i Malik Niemanns helikopter. Sygeplejersken gav dem smertestillende, mens de to helikopteren blev fyldt med indbyggere fra Nuugaatsiaq.

De, der ikke var kommet til skade, blev sat af i Uummannaq.

Da der i mellemtiden også var udløst tsunami-varsel for byen og sygehuset var blevet evakueret, tog helikopteren et lægeteam om bord og fløj dem og de tilskadekomne til lufthavnen i Qaarsut, hvor der blev etableret en midlertidig sygeplejestation.

Herfra gik turen tilbage til området ved Nuugaatsiaq, hvor Malik Niemann i første omgang ledte efter personer, hvor der var melding om, at de befandt sig udenfor bygden.

Fløj hele natten
Tilbage i Nuugaatsiaq blev det næste hold indbyggere evakueret og fløjet til Uummannaq.

Da de to helikoptere tog den tredje tur, var Sikorsky-redningshelikopteren og Lynx-helikopteren ved at nå frem til bygden.

- Da vi nåede Uummannaq for tredje gang, havde vi været i gang hele natten. Vi var fuldstændig kvæstede, siger Malik Niemann.

På det tidspunkt, var det over 10 timer siden, han var stået ud af sin seng, fordi sirenen lød.

Powered by Labrador CMS