naturbrand
Naturbranden i Nordgrønland er nu under kontrol
Brandfolk arbejder på at slukke naturbranden mellem Saqqaq og Qeqertaq

Naturbranden mellem Qeqertaq og Saqqaq nord for Ilulissat, der har en udbredelse på cirka to kvadratkilometer, skønnes nu til at være under kontrol.
Det skriver Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab, Politiet i Ilulissat og Qaasuitsup Kommunia i en pressemeddelelse.
Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab har de sidste døgn arbejdet i døgndrift for at slukke naturbranden mellem Saqqaq og Qeqertaq.
- Indsatsen for at slukke branden har været besværliggjort af, at området er meget tørt og branden har spredt sig under sten og klipper. Der er indsat brandmænd fra fire brandstationer i Qaasuitsup Kommunia, oplyser kommunen.
Politiet er i gang med at undersøge, hvordan branden er opstået.
- Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab anmoder fortsat borgerne om stor forsigtig ved tobaksrygning og brug af åben ild i naturen, lyder det fra en pressemeddelelse.