borgermøde

Bygd har fået nok af hash

Naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain (IA) har besøgt bygden Qeqertaq, og har holdt en borgermøde

Borgerne i bygden Qeqertaq, der ligger omkring 90 kilometer fra Ilulissat, var trætte af hash-problemet i bygden, og har skrevet til naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain (IA).

- Brevet fra borgerne i Qeqertaq gjorde et stort indtryk på mig. Det er første gang, jeg har modtaget den form for henvendelse, hvor et helt lokalsamfund står sammen om at gøre op med et alvorligt problem som hash. Denne vilje til handling er meget beundringsværdig, og et tegn på stor styrke. Jeg valgte derfor at rejse til Qeqertaq for at tilbyde min hjælp og vise min støtte, siger Agathe Fontain i en pressemeddelelse.

Under besøget i Qeqertaq holdt Agathe Fontain et borgermøde sammen med en repræsentant fra politiet i Ilulissat. Der var et flot fremmøde til borgermødet, hvor hele 42 af bygdens 110 indbyggere deltog, oplyser selvstyret.

Borgerne må stå sammen
Ved mødet fortalte Agathe Fontain om, hvordan man i Selvstyret arbejder med forebyggelse af hash, herunder om arbejdet med den nationale indsatsplan mod hash, og om Allorfik, som tilbyder gratis behandling til alle borgere, som ønsker at komme ud af en afhængighed.

- Vi må stå sammen om at forebygge brugen af hash i vores samfund, og vi har alle mulighed for at bidrage. Når vi giver vores børn tryghed og gode og sunde vaner fra de er små, er der store chancer for at børnene vil fortsætte den sunde livstil og modstå brugen af hash og andre rusmidler, når de bliver voksne, sagde hun blandt andet under borgermødet.

Bekymring over fremtiden
Borgerne efterlyste både hjælp og redskaber til forebygge og bekæmpe problemerne forbundet med hash. De fortalte, at hashsalget i bygden foregår åbenlyst, og at der efterhånden er kommet en stiltiende accept af, at det finder sted.

- Interessen var stor omkring, hvordan man anmelder og påviser hashhandel. Et vigtigt budskab fra politiet var, at det er rigtig vigtigt, at borgerne anmelder hashhandel til politiet, så politiet kan handle på anmeldelserne, skriver selvstyret.

Flere borgere gav også udtryk for bekymring over at deres ellers så aktive og dejlige bygd er gået i stå.

Selvstyret oplyser, at forebyggelseskonsulenterne fra Qaasuitsup Kommunia har meddelt, at de planlægger at besøge Qeqertaq i den kommende tid.

Powered by Labrador CMS