Aalborg Universitet

Flotte karakterer til grønlandske jurastuderende

12-tallerne faldt på stribe, da de grønlandske studerende på North Atlantic Law Programme gik til eksamen på Aalborg Universitet

Nuunu-Mari Olsen er den første juridiske kandidat fra Aalborg Universitets særlige North Atlantic Law Programme, der retter sig specifikt til grønlandske og færøske studerende

Tre grønlandske studerende på North Atlantic Law Programme i Aalborg Universitet har fået flotte resultater under deres eksaminer.

Nuunu-Mari Olsen forsvarede sin kandidatopgave til et 12-tal, og hun kan dermed kalde sig cand.jur. som den første, der er uddannet under North Atlantic Law Programme.

Det skriver Arctic Business Network.

Topkarakter i kandidatopgave
Det oplyses, at Nuunu-Mari Olsen allerede har sikret sig et job og begynder efter sommerferien som advokatfuldmægtig i Advokatfirmaet Meinel i Nuuk. Hendes kandidatopgave handlede om familie- og arveret.

Det blev også til 12-taller til de to bachelorstuderende Sika Nielsen Lange og Ivana Knudsen. De har skrevet projekt om forvaring i samarbejde med Retten i Grønland.

- Bachelorprojektet har været udfordrende, da det ikke var så nemt at finde retskilder, og emnet forvaring er ikke generelt berørt i litteraturen. Men vi fik lært en hel masse om den grønlandske ret, fortæller Sika Lange til Arctic Business Network.

Der er ikke ret meget litteratur om grønlandsk ret, og det er derfor de studerende, der ved at bruge den juridiske metode selv skal komme med en analyse af de retsafgørelser, de har fundet og konkludere, hvad der er gældende ret.

Rettet mod grønlandske forhold
På nuværende tidspunkt er der seks grønlandske studerende, der har afsluttet bachelorprojektet på jurauddannelsen i Aalborg. De grønlandske studerende klarer sig generelt meget bedre til denne eksamen, end de klarer sig til de andre eksaminer på den juridiske bacheloruddannelse, siger lektor på Aalborg Universitet Louise Faber.

- Det kan formentlig forklares med to forhold. For det første har de indhentet en del af de sprog-vanskeligheder, der prægede deres eksamener i de første år af uddannelsen. For det andet skal de skrive bachelorprojekt om grønlandsk ret, selvom der næsten ikke er nogen, der før dem har skrevet om det, lyder det fra Louise Faber.

North Atlantic Law Programmer en særlig studieordning ved Aalborg Universitet, der er rettet mod færøske og grønlandske studerende. Programmet giver de studerende mulighed for at gennemføre en del af studiet og skrive speciale i deres hjemlande. Aalborg Universitet har tidligere uddannet tre juridiske kandidater med grønlandsk baggrund efter de danske studieordninger.

Powered by Labrador CMS