Sådan sikres den 22-årige

I Anstalten i Nuuk forsøger personalet at forhindre, at den 22-årige mand fra Nutaarmiut udsættes for chikane eller vold

I Anstalten i Nuuk forsøger personalet at forhindre, at den 22-årige udsættes for chikane eller vold. Foto: Sermitsiaq.AG Arkiv

Betjentene i Anstalten i Nuuk gør, hvad de kan for at varetage sikkerheden for den 22-årige mand, som har erkendt tre drab og fire drabsforsøg i den nordgrønlandske bygd Nutaarmiut.

- Vi er klar over, at der kan være en risiko for ham. Derfor er der iværksat de nødvendige foranstaltninger, oplyser direktør Thomas Nicolajsen fra Direktoratet for Kriminalforsorg i Nuuk.

Han oplyser, at den unge mand indtil videre anbringes i et såkaldt enerum i en afdeling, hvor der i øjeblikket kun er tre andre indsatte. De øvrige, cirka 65 indsatte har ikke adgang til den afdeling.

Nye låse
Tidligere har Anstalten i Nuuk haft problemer med, at de indsatte kunne lirke dørene op til enerummene – uden at vagterne opdagede det. Men det problem er der ifølge Thomas Nicolajsen taget hånd om.

- De indsatte kan være meget kreative, når det kommer til den slags. Men nu er låsene blevet skiftet ud, så det skulle ikke længere være noget problem. I øvrigt er det i en anden afdeling, hvor vi især har haft det problem.

Den slags burde slet ikke kunne lade sig gøre i den afdeling, hvor den 22-årige er anbragt, fastslår forsorgs-direktøren.

Læs "Et vredt og hidsigt sind"

Læs "Her lander den 22-årige i Nuuk"

En særlig situation
Det er velkendt, at især indsatte, som har forbrudt sig mod børn, er særligt udsatte for at blive offer for chikane, overgreb og vold bag tremmer. Ifølge overvagtmester i Anstalten i Nuuk, Anda Josefsen, er personalet opmærksom på netop det.

- Vi er klar over, at vi med den 22-årige står i en særlig situation. Og vi passer godt på ham. Indtil videre er han enerumsanbragt for sin egen sikkerheds skyld. Jeg har i øvrigt ikke fået meldinger om, at der skulle være noget på færde i forhold til ham. Det er – så vidt jeg ved – slet ikke noget, der tales om blandt de indsatte, siger Anda Josefsen.

Kredsretten i Upernavik besluttede i sidste uge, at den 22-årige skal tilbageholdes i indtil videre fire uger. Imens fortsætter politiet efterforskningen af den tragiske sag.

Denne uges AG har 10 sider om tragedien i Nutaarmiut. Du kan købe en elektronisk udgave af avisen her:

Powered by Labrador CMS