Frankrig

Otte er såret under skyderi på gymnasium - 17-årig anholdt

Rektor er såret på gymnasium i Grasse, da to elever åbner ild, siger politikilde. Motivet er endnu ikke klart

Rektor er såret på gymnasium i Grasse, da to elever åbner ild, siger politikilde. Motivet er endnu ikke klart

Otte personer er såret af skud på et gymnasium i Grasse i det sydlige Frankrig. Det oplyser en politikilde til franske medier.

Det var tilsyneladende et opgør mellem to elever og ikke et terrorangreb, siger embedsmænd i kommunen.

En 17-årig, der er elev på gymnasiet Alexis de Tocqueville, er anholdt. Han var bevæbnet med en riffel, to håndvåben og to granater, oplyser en politikilde ifølge Reuters.

- Personen ser ikke ud til at være kendt af politiet i forvejen, siger kilden.

En anden kilde siger, at det tilsyneladende var to elever, som åbnede ild mod gymnasiets rektor. Han meldes såret.

- Den ene af de to blev anholdt, og den anden flygtede. Der udbrød panik, og eleverne søgte tilflugt i supermarkedet (i nabobygningen red.), siger kilden.

Umiddelbart efter skyderiet udsendte de lokale myndigheder på Twitter en advarsel til borgerne i Grasse om at holde sig inden døre. Samtidig blev der over telefonen udsendt varsler om et muligt terrorangreb.

Grasse ligger tæt ved Middelhavet lige nordvest for Cannes.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS