servicekontrakter

Passagerer skal både med fly og båd

Koalitionspartierne understreger, at passagererne ikke må blive taberne med de nye servicekontrakter

Passagerer, der rejser rundt i Diskobugten, Midt- og Sydgrønland på de offentligt støttede ruter, skal i fremtiden se Grønland fra søsiden - i det omfang vejret tillader det.

I dag foregår transporterne i Diskobugten med skibe om sommeren, og denne løsning bliver nu udvidet kraftigt, hvor det ellers er helikoptertrafikken, der fylder i fartplanerne.

Læs: Servicekontrakterne er nu på plads

Chartrer helikoptere
Rederiet Disko Line, der har fået servicekontrakterne i de områder, vil indchartre helikoptere i fornødent omfang. I sommerhalvåret vil der fast være mindst en helikopter indchartret og i vinterhalvåret to.

Det fremgår af de offentliggjorte aftaler, der kommer til at gælde fra årsskiftet og til og med 2021.

Gode aftaler
Koalitionen understreger, at den er glad for de nye aftaler.

Drøftelserne i koalitionen og dialogen mellem partierne og Naalakkersuisut har stået på siden efteråret 2015. Og kontrakterne er nu endeligt godkendt af Inatsisartuts finans- og skatteudvalg.

Økonomien holder
Først og fremmest er koalitionen glad for, at det er lykkedes i det store hele, at holde sig inden for de økonomiske rammer der er afsat til servicekontrakter i denne omgang, samt sikre at der 'ikke sker væsentlige prisstigninger, væsentlige serviceforringelser, og at der er en sammenhængende trafikstruktur', som parterne formulerer det.

Bekymret
- Koalitionspartierne skal dog udtrykke bekymring for aftaleparternes indbyrdes kommunikation, når der skiftes mellem båd,- og lufttransport i regionerne Kujalleq og Avannaa. Her mener vi, at der bør sikres meget klare aftaler mellem luft,- og sejlads-serviceringen for at sikre, at der ikke sker serviceforringelser, fremhæver partiere.

- Dette kan klares ved god intern kommunikation, firmaerne imellem, som byder ind på servicekontrakterne.

Koalitionspartierne fremhæver, at det ikke må blive til gene for passagererne, at der nu laves en serviceomlægning i region Kujalleq - på linje med den, der er i region Avannaa - hvor partierne er bekendte med, at der har været problemer med, at passagerer har skullet overnatte for egen regning, når der har været forsinkelser båd og fly imellem.

Ikke indflydelse
- Passagererne ikke har indflydelse på forsinkelserne. Og det er vigtigt, at passagerer til enhver tid kender deres ret til kompensation, og ikke mindst, at passagererne ikke forsinkes unødigt, og påføres unødigt store ekstra-udgifter ved forsinkelser, fremhæver partierne.

Bedre planlægning
Koalitionspartierne opfordrer desuden Naalakkersuisut til, at arbejdet med servicekontrakterne sættes i gang minimum halvandet til to år før aftalerne egentlig forhandles, så både Inatsisartuts finansudvalg og interessenterne på området har tilstrækkelig tid til at forholde sig til de nye aftaler.

Læs alle artikler om servicekontraktforhandlingerne her

Powered by Labrador CMS