kommuner

To-cifret millionoverskud i Sermersooq

Kommuneqarfik Sermersooq fik et bedre resultat end forventet sidste år. Borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) mener, regnskabet er 'særdeles tilfredsstillende'

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup er glad for kommunens overskud

23,5 millioner kroner.

Det blev Kommuneqarfik Sermersooqs overskud i regnskabsåret 2015. Resultatet er tre millioner kroner bedre end forventet, og hovedstadskommunen har dermed ligesom de tre andre kommuner fået vendt en dårlig udvikling.

Ikke overraskende er borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) glad for det.

- Det er dejligt, at vi nu kan se de positive effekter, af de svære beslutninger vi traf i 2014. De var nødvendige og har givet os plads til at udvikle kommunen, skriver hun i en pressemeddelelse.

Læs: Borgmester sætter sin lid til ny udviklingsplan for skolerne

Ledigheden falder
Hun mener, at resultatet er 'særdeles tilfredsstillende', specielt når man tager i betragtning, at Kommuneqarfik Sermersooq, kort før budgettet blev vedtaget, blev pålagt at betale yderligere 25 millioner kroner i udligning til de øvrige kommuner.

Læs: Asii vil have ny lov fra Naalakkersuisut taget af bordet

Kommunens likviditet, der i 2013 var så lav, at kommunen blev sat under skærpet tilsyn af Selvstyret, var ved afslutningen af 2015 på 101 millioner kroner, hvilket ligger over kommunens eget krav om seks procent af omsætningen.

Det oplyses samtidigt, at kommunen i 2015 har oplevet en positiv udvikling i skatteindtægter som følge af en stor tilflytning til Nuuk og en faldende ledighed. Den lave ledighed har også betydet et fald i udgifterne til offentlig hjælp og arbejdsmarkedsydelse.

Læs: Ny hovedstadsstrategi på vej

Powered by Labrador CMS