Ønskes: Levende og aktiv folkekirke

Landstingets kirkeudvalg opfordrer landsstyret til at arrangere et kirkeseminar forud for vedtagelsen af en ny forordning om folkekirken.

Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Udvalget ønsker at den nye kirkeforordning bliver så god og gennemarbejdet som muligt, så den kan bane vejen for levende og aktiv menighed.

Derfor foreslår udvalget at landsstyremedlemmet for bl.a. kirken, Tommy Marø, Siumut, holder et seminar med deltagelse af fagfolk, beslutningstagere, præster og menighederne, inden den ny kirkeforordning skal behandles i Landstinget til foråret.

- Ved afholdelse af et seminar med bred deltagelse er det udvalgets håb, at den nye kirkeforordning bliver rodfæstet i befolkningen på basis af grundige og åbne drøftelser, skriver formand Kristian Jeremiassen, Atassut og næstformand Ole Thorleifsen, Siumut og slår fast at myndighederne ikke kan styre kirken, men understøtte den.

- Den grønlandske kirke er evangelisk-luthersk i sit væsen, og skal som sådan ikke beherskes, men understøttes af Selvstyret. Den grønlandske kirke skal være en folkekirke, og skal derfor respekteres for denne særlige grundlovssikrede status, slår de to udvalgsmedlemmer fast.

Powered by Labrador CMS