Reform af årtiers største reform

14 måneder efter kommunesammenlægningen er ikke et eneste område blevet kommunaliseret .

Anthon Frederiksen vil give kommunalreformen et serviceeftersyn. Foto: . Leiff Josefsen

Under stor festivitas og flaghejsning blev 18 kommuner den 1. januar 2009 slået sammen til fire storkommuner, men idag, 14 måneder senere, er ikke et eneste ansvarsområde flyttet fra selvstyret til kommunerne.

Og der vil heller ikke ske overdragelser i den nærmeste fremtid. I weekenden har Naalakkersuisut (landsstyret) meddelt kommunernes landsforening Kanukoka og de fire kommuner, at døgninstitutioner for børn og unge og for handicappede, som ellers var udset som et af de første overdragelsesforretninger, forbliver i selvstyret indtil videre.

– Udviklingen har overhalet Strukturudvalgets betænkning fra 2005 indenom, siger medlem af Naalakkersuisut for indenrigsanliggender Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat.

Nye kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser blev valgt i 2008, selvstyret blev indført i 2009, og systemskiftet den 2. juni 2009 afslørede et gigantisk hul i landskassen.

Derfor vil Naalakkersuisut fremlægge en redegørelse om kommunerne på Inatsisartuts (Landstingets) forårssamling, som åbner fredag den 9. april.

Anthon Frederiksen understreger, at Naalakkersuisut ikke har fået kolde fødder:

– Vi støtter fortsat kommunalreformen, men den trænger til et serviceeftersyn. I lyset af den anstrengte økonomi er det afgørende, at opgaverne fordeles mellem selvstyret og kommunerne på en måde, som sikrer den bedst mulige anvendelse af de offentlige midler.

Anthon Frederiksen garanterer, at Kanukoka og kommunerne blive inddraget i serviceeftersynet af kommunalreformen.

Powered by Labrador CMS