Aasiaat

Gymnasieelev på prøve

11 folkeskoleelever fra Ilulissat brugte efterårsferien på at teste livet som gymnasieelev i Aasiaat.Formålet var at blive mere afklarede om uddannelse og fremtidsmuligheder

Ilulissat-eleverne undervises i science på GUX i Aasiaat, hvor de laver gruppearbejde sammen med GU-studerende

Selvom eleverne havde nogle hårde timer på havet fra Ilulissat til Aasiaat med voldsom søgang og søsyge, var de helt klar til mødet med studie- og kollegielivet på GUX Aasiaat.

Det havde været planlagt længe, og forventningerne var skyhøje til de kommende tre dage, hvor eleverne skulle følge undervisningen i udvalgte klasser, bo på kollegierne og spise i kantinen sammen med gymnasieeleverne.

De skulle ganske enkelt være gymnasieelever på prøve.

Studieturen handlede om indsigt og afklaring.

Netop for at give eleverne de bedste forudsætninger for at træffe det rette valg for deres fremtid var dagene i Aasiaat vigtige.

Delte meninger
Det var ikke meninger, der manglede, da eleverne mødtes til aftensmad i kantinen med sæl på menuen.

Indtrykkene var mange og meningerne delte efter den første dag som studerende på en ungdomsuddannelse.

- Den første time, jeg var med til, var kulturfag. Det var lidt svært at følge med, da vi kom midt ind i forløbet. Men det var spændende, fortæller 15-årige Rita Mørch, der har boet i Aasiaat tidligere og altid har drømt om at komme tilbage for at tage en studentereksamen, da hun gerne vil være sygeplejerske.

Men alt var ikke lige fantastisk.

- Kollegierne er kedelige og skræmmende. Mit værelse har meget lidt plads og ingen farver, vurderer Rita Mørch, der til gengæld glædedede sig til festerne og en masse nye venner.

For den 15-årige Laura Fly så drømmene om fremtiden anderledes ud. Hun ville ganske vist gerne være student, men fra Sisimiut i stedet for Aasiaat.

– Der er flere muligheder i Sisimiut end i Aasiaat, så jeg vil søge ind der. Men først skal jeg et år til USA, inden jeg skal starte i gymnasiet, fortæller Laura, der ikke frygter det faglige niveau, men derimod hvordan hun vil tackle følelsen af hjemve.

– Jeg tror, at jeg vil savne min familie meget, siger hun.

Tjekker livsstilen ud
For den 14-årige Paninnguaq Jensen er der ingenvtvivl, når spørgsmålet falder på drømmen om et job.

- Jeg vil være stewardesse, og jeg var i Aasiaat for at se og opleve livsstilen, sagde hun og fortalte, at inden hun søger på gymnasiet, vil hun et år på efterskole i Danmark.

- Jeg vil have dansk på højniveau og bagefter på gymnasiet for at styrke mine sproglige kundskaber, konstaterede en meget målrettet og velovervejet folkeskoleelev.

Det er og bliver en stor beslutning for de unge, når de skal vælge deres videre vej ud i livet efter folkeskolen.

Besøget i Aasiaat gav dem mulighed for at vurdere, om livet som gymnasieelev er noget for dem samt at forberede sig på at skulle flytte til Aasiaat.

Det er en vigtig indsigt for de unge, der dels giver dem bedre mulighed for at vælge rigtigt, og større chance for at gennemføre uddannelsen.

Læs også: Studietur skal forberede unge til gymnasiet i Aasiaat

Denne artikel stammer fra Tamanut Avannaani nummer 43. Du kan hente avisen gratis ved at benytte linket i bunden af denne artikel.

Powered by Labrador CMS