Aalborg

Mange unge hjemløse grønlændere i Aalborg

Hver fjerde unge hjemløse i den nordjyske by er fra Grønland. Og kommunen drøfter problemet i forbindelse med besøg i Nuuk

Indsatsen over for unge hjemløse er til debat i forbindelse med et nordjysk besøg i Nuuk

Aalborg Kommune er repræsenteret i en 65 personer stor nordjysk delegation, der gæster Nuuk fra den 9. – 13. august. Og blandt de emner, som kommunen tager op med Kommuneqarfik Sermersooq, er samarbejdet om udsatte grønlændere i den nordjyske by.

Deroute
- Vi ser en stor gruppe, hvor turen til Aalborg ender med en social deroute. For eksempel viser en ny undersøgelse, at hver fjerde hjemløs i Aalborg under 25 år er grønlænder. Samtidig er grønlændere forholdsvis overrepræsenteret i gruppen af kontanthjælpsmodtagere, påpeger rådmand Mai-Britt Iversen, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, i en pressemeddelelse.

Ingen plan
- Vi ser også mange, der flytter hertil uden en konkret plan for, hvad de vil i Aalborg. De har ikke et realistisk billede af, hvordan det er at bo i Danmark. Vi har derfor iværksat en særlig strategi på området. Tilflyttere fra Grønland får en velkomstpakke, hvor de får information om det danske samfund. Og vi kunne godt tænke os at få yderligere input til at kvalificere denne indsats fra vores kollegaer i Kommuneqarfik Sermersooq, tilføjer hun.

Svær studiestart
Aalborg Kommune er i tilgift opmærksom på, at selv velfungerende unge fra Grønland kan have det svært på uddannelsesstederne, fordi de kommer til kort i den skriftlige del og i forhold til arbejdsformen. Og initiativer på dette område er også til debat med Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs også: Nordjysk fremstød i Nuuk

Powered by Labrador CMS