Saattut

Politiet undersøger grav

Retsmediciner og kriminaltekniker er på vej til Saattut, efter at en borger har fundet et gravsted under et klippefremspring

Politiet modtog anmeldelsen mandag.

Borgeren fandt graven cirka en halv kilometer syd for bygden.

Vedkommende kontaktede kommunefogeden, og politiet i Uummannaq blev orienteret om fundet.

Anmeldelsen kom mandag, oplyser politiet.

Mumificeret
Graven er opført i klippeblokke og større sten. Gennem huller mellem klippeblokkene kan man se, at der er et lig i graven.

– Liget er mumificeret, og det kan således ikke udelukkes, at der er tale om en historisk grav, oplyser fungerende operativ leder, politiassistent Mads Odgaard fra politiet i Qaasuitsoq.

Retsmediciner
Efterforskere fra politiet i Uummannaq undersøgte graven tirsdag. Men det var dog ikke muligt at fastslå, hvor længe personen havde været død. Derefter har myndigheden tilkaldt en retsmediciner samt kriminaltekniker for at få fastslået, hvor lang tid personen har været død og dødsårsagen.

Politiet venter, at retsmedicineren og kriminalteknikeren ankommer til Saattut i begyndelse af næste uge.

Powered by Labrador CMS