Akitsinnguaq: Flere samhandelsaftaler

- Vi skal have flere samarbejdsaftaler om uddannelse med andre lande, siger Akitsinnguaq Olsen, der er folketingskandidat for Siumut

Akitsinnguaq Olsen: - Flere skal på uddannelse i udlandet.

- Vores menneskelige ressourcer og naturressourcer betyder, at vi har et fantastisk grundlag for at udbygge vores samarbejde med resten af verden. Det vil jeg arbejde for som repræsentant for vort land Grønland, siger Akitsinnguaq Olsen, der er folketingskandidat for Siumut.

Udvidet samhandel

- Vi skal i fremtiden have flere samhandelsaftaler med andre lande end Danmark. Vi skal blive bedre til at skabe netværk og til at eksportere det unikke ved vort land - vores råstoffer og traditionel husflidskunst.

Flere aftaler om uddannelse

- Vi skal kunne uddanne os på flere sprog – grønlandsk, dansk og engelsk samt andre sprog. Det forudsætter, at vi får flere samarbejdsaftaler om uddannelse med andre lande, ud over de aftaler, vi i dag har med Danmark. Ligeledes skal vi blive bedre til at søge stipendier i de eksisterende uddannelsesnetværk, så vores unge får de bedste muligheder for at uddanne sig.

Egen stemme i klimadebatten

- Vi har en lang tradition med at leve i balance med naturen i Arktis. Jeg vil arbejde for, at vi i vort land får en stærkere stemme i klimadebatten, og at vi i lighed med andre lande fortsat arbejder for en bæredygtig udvikling.

Dialog

- Min politik kommer til at handle om at have dialog og opnå forståelse for vores grundlæggende værdier, for det kræver stor tålmodighed med så stor en omverden, og vi må fortsat arbejde for at opnå at blive og være en del af globaliseringen uden at miste vores identitet og stræbe efter et værdigt liv, understreger Akitsinnguaq Olsen.

- Vælgerne skal stemme på mig, fordi jeg er god til at have dialog, giver tid til at lytte, opnå fælles fodslag, og altid søge samarbejde, til føjer hun.

Med i globaliseringen

- Jeg vil arbejde for, at vi med udgangspunkt i vores gode kort, som vi har i vort land, kan være med i samspillet med resten af verden, i forhold til den gode geografiske placering som vort land har, men også på baggrund af vores menneskelige ressource og naturressourcer, der giver os et fantastisk grundlag for at udvikle et samarbejde med resten af verden. Det kræver, at vi bliver en del af globaliseringen uden at miste vores identitet.

- Det kan vi blandt andet gøre ved at anerkende, at vi stadig har mange kilometer at vandre, før vi opnår selvstændighed. Men også, at vi anerkender det store og trods alt flotte arbejde, som vi har udført med hjemmestyret og selvstyret, fordi vores land har transformeret sig fra koloni til et selvstyret land i løbet af blot 57 år. Andre lande har haft over 300 år at udvikle sig i.

Stærkt grundlag

- Det viser den store medfødte indbyggede energi og viljestyrke, som vi har i vort land, og som vi stadig besidder. Det er den viljestyrke og samhørighed, som vi har med andre mennesker, der kommer og arbejder sammen med os, der skal få vores selvforståelse op at køre med værdighed.

- Dette arbejde skal videreudvikles og udbygges til moderne omstændigheder med mere uddannelse i vort land i samarbejde med andre lande, uden at miste vores identitet, det skal vi altid stræbe efter, samtidig med at vi bliver en del af globaliseringen som er uundgåeligt i vore moderne tider, men også i arbejdet med et medansvar i forhold til resten af verdenen.

- Vi har et historisk godt grundlag og levevis med at være i balance med naturen og vore medmennesker. Det skal vi fortsætte med, og vi skal fortsat give ud af vore erfaringer til resten af en verden, der hungrer efter de normer og værdier, vi trods alt stadig besidder i respekt og tolerance og værdighed med naturen og medmennesker, understreger Akitsinnguaq Olsen.

Se Akitsinnguaq Olsens valg-flyer herunder


Powered by Labrador CMS