Gå til hovedindhold

Se billeder: Kvindernes GM i futsal er i fuld gang

Lørdagens kampe bød på masser af mål og spænding, da kvindernes Grønlandsmesterskaber blev afholdt

Kampen mellem UB-68 fra Uummannaq og UB-83 fra Upernavik blev afgjort i allersidste sekund. Kampen bød på mange chancer og mål. UB-68 var bagud størstedelen af kampen, selvom de havde bolden mest og havde flest skud på mål.

I kampens sidste minut stod der 4-3 til UB-83, men med blot 20 sekunder tilbage scorede UB-68, og alt pegede i retning mod et uafgjort 4-4 resultat. Men i aller sidste sekund erobrede UB-68 bolden fra modstanderne og scorede kampens afgørende mål. UB-68 vandt fortjent 5-4.

Forsvarende mestre er favoritter
De forsvarende mestre fra Nuuk NÛK tog imod I-69 fra Ilulissat. Begge hold er teknisk dygtige og har gode spillere. NÛK kom tidligt foran ved at kombinere sig flot igennem I-69's forsvar.

I-69 havde dog ikke tænkt sig at tabe kampen. De gjorde det svært for NÛK at forsvare deres føring. Der stod 2-1 til mestrene i første halvleg. Selvom de to mandskaber var meget lige i deres spil, så havde NÛK lige et lille ekstra gear. Det blev til en smal men fortjent 3-2 sejr til Nuuk-holdet.

Pigerne fra Qaqortoq, K-33, var lige ankommet med flyveren og nåede kun med nød og næppe frem til hallen, før deres første kamp startede. De mødte B-67 fra Nuuk. Her kom B-67 tidligt foran 1-0 som blev halvlegens resultat.

B-67 stod solidt i forsvaret, og når K-33's piger endelig blev farlige, så blev de afvist af B-67 målmanden Paornánguak Isaksen.

B-67 scorede til 2-0 i anden halvleg, og kampen så ud til at være afgjort. Men så fik K-33 pigerne gennembrud og reducerede til 2-1 i de døende minutter. Kampen blev igen spændende, men der kom ikke flere mål ind på kontoen. Pigerne fra Nuuk vandt 2-1.

Holdene fra Nuuk dominerer semifinalepladserne
B-67 møder I-69 i semifinalen. NÛK har sikret sig en semifinaleplads. Hvem der skal møde NÛK bliver afgjort søndag. K-33 der har seks point og en kamp til gode, skal møde Nagtoralik fra Paamiut. Vinder K-33, er de direkte videre til semifinalen. Taber de, så er det Disco-76 med syv point på kontoen, der kommer i semifinalen.

Her er topscorerne:
Mikkala Tobiassen fra I-69 og Aili Pedersen fra NÛK, begge med ti mål
Karen Louise Vetterlein fra I-69 og Laila Platou fra NÛK, begge med seks mål

Mestrene bliver fundet søndag. Kampen starter klokken et.

Se billeder under teksten

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER