KNR opruster

Ny kommunikationschef hos KNR forfremmet

Masaana Egede er efter få arbejdsdage blevet udnævnt til radiochef. KNR har internt udnævnt 2015 til at være radioens år for public service-stationen

Masaana Egede er blevet udnævnt til radiochef for KNR

29-årige Masaana Egede, som 1. januar tiltrådte som KNR’s første kommunikationschef nogensinde, bliver forfremmet til radiochef.

Det oplyser KNR i pressemeddelelse.

Det sker som led i interne rokeringer på public service-stationen. Som omtalt her på hjemmesiden tirsdag har KNR købt Nuuks lokalradio, ’Voice of Greenland’, der ejes af salgskonsulent i KNR Reklame Claus Nissen. Det sker for at fiske flere unge lyttere.

Læs: KNR køber radiostation af en medarbejder

- KNR Radio er og bliver vores kulturkanal nummer 1, og den er vi stolte af, og vi har internt udnævnt 2015 til at være radioens år for KNR, forklarer KNR-direktør Søren Lennert Mortensen.

Læs: Første kommunikationschef på KNR på plads

Henriette Rasmussen, som hidtil har været radiochef, får en nyoprettet stilling som kulturredaktør, hvor hun blandt andet overtager ansvaret for KNR’s kulturregnskab og samtidig producere kulturelle TV- og radioprogrammer.

Den sidste lytter- og seeranalyse viser, at forbruget af radio er stigende, og at 77 procent af KNR’s lyttere er tilfredse med radioens programmer.

Powered by Labrador CMS