Gå til hovedindhold

Fantastisk Sume-film men….

Antropolog-studerende Liza Tuperna Itzchaky mener, at Sume-filmen fokuserer for meget på offerrollen, der var gode ting ved tvangsflytningen fra Qullissat, vurderer hun

De 400 sæder i den store sal i biografen Dagmar i København var næsten fyldt op, da Sume-filmen torsdag eftermiddag, blev vist med efterfølgende debat med Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, medstifter af debat og informationshjemmesiden, Aqago.orgIvalu Stender, ledende medlem af Forsoningskommissionen, Jens Heinrich, samt Sume-filmens producer, Emile Hertling Péronard på panellet. Debatten, der blev styret af journalist og forfatter Martin Breum, handlede om grønlænderen i dag. 

Læs: Sume-film og debat i København

Hvem er grønlænderen, har grønlænderen i dag for lav selvværd, hvordan kan vi gå videre fra denne indstilling? Ord som overmagt og koloni samt historie blev flittigt brugt under panelets fremstilling af dagens Grønland. 

Liza Tuperna Itzchaky studerer antropologi ved Københavns Universitet og så filmen for første gang. Hun mener at filmen er fantastik.

- Det var en fantastisk film på mange måder, et godt stykke af Grønlands historie, som den er blevet formidlet siden 70-erne, men desværre i høj grad også en reproduktion af et billede, vi alt for længe har fået skildret, hvor grønlænderen igen er et offer, sagde Liza Tuperna Itzchaky.

Offerbilledet blev dyrket i filmen blandt andet med kulminebyens Qullissat's  historie, hvor kulproduktionen ophørte, og dermed  byens eksistensgrundlag forsvandt.

- Min aanaa (bedstemor red.) kom fra Qullissat, og da hun levede, kom hun med en helt anden beretning omkring flytningen, end den der præsenteres i filmen: grønlænderne blev tvangsflyttet ind til store byer, med store ’farlige’ boligblokke, fortalte den studerende ved Københavns Universitet.

- Min aanaa sagde, at det var fantastisk at flytte til Ilulissat, hvor hun fik en bolig, og hvor vandet løb ud af vandhanen, når man drejede på et håndtag, og hvor varmen kom ud gennem installationer, og at hun ikke behøvede at hente kul længere, fortæller Liza Tuperna Itzchaky.

Grønlænderen i mindreværd

Efter filmen blev der fokuseret på grønlænderen, som har et mindreværdskompleks i forhold til danskeren.

- Der blev snakket om  grønlændere og følelsen af mindreværd i panelet i Dagmar, og mindreværdsfølelsen får lov til at leve videre, når vi gang på gang udelukkende bliver bombarderet med billeder af ’de stakkels grønlændere’, der blev transporteret eller deporteret fra hus og hjem, og klemt inde i noget, der minder om burhønsenes boliger, påpegede den studerende.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER