Chefredaktøren anbefaler: Verden venter ikke på Grønland
Så længe der ikke er en formuleret politik på udenrigs- og sikkerhedsområdet, så er det op til den ansvarlige naalakkersuisoq at give udtryk for den officielle politik, og det er en skrøbelig konstellation, siger forsker, der ser frem til den nye koalitions udenrigs- og sikkerhedsstrategi.
– Det er ikke nok at kritisere processerne. Man skal også have en formuleret politik med til forhandlingsbordet. Man må derfor håbe, at den nye koalition nu kommer med nogle klare udmeldinger på forsvars- og sikkerhedsområdet med afsæt i en bred funderet politik. Sådan siger Sara Olsvig, der er forsker ved Ilisimatusarfiks nye center Nasiffik.
– I den arktiske kapacitetspakke er der elementer, hvor det bliver interessant at høre, hvad den nye koalition har besluttet sig for. Er det for eksempel en beredskabsuddannelse eller en forsvarsuddannelse, vi skal have i Grønland. Her skal man være skarp på sin politik fra Grønlands side. Hvad er det helt præcist, man mener at de 56.000 indbyggere i Grønland skal ind og løse på en mere organiseret måde. Der er stor forskel på, om det er soldater man vil uddanne til at løse egentlige militære opgaver, eller om man vil deltage i løsning af civile beredskabsopgaver. Det man beslutter i dag får også konsekvenser om 50 år.
Grønlands strategi
Sara Olsvig peger på, at den tidligere koalition havde meget svært ved at blive enige om, hvad de mente i forsvars- og sikkerhedspolitiske sager, og at det formentlig har været en af årsagerne til, at der fra IA’s side var brug for at ryste posen og finde en ny koalitionspartner.
– Verden omkring os tager lige nu stilling til Natos rolle i Arktis. I Grønland har Naalakkersuisut meldt ud, at de arbejder på en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, og at den forventes færdig lige straks. Det kan for så vidt være fornuftigt at holde kortene tæt til kroppen, indtil man har et bredt forlig, men verden venter altså ikke på Grønland. Og vi har stadig til gode at høre, hvad både IA og Siumut vil på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Vi er nødt til at være mere agile og handle hurtigere med afsæt i brede forlig. For når vi ikke har en formuleret politik, så ender det med at være den enkelte naalakkersuisoq, der udstikker retningen for den officielle politik, når vedkommende bliver spurgt ind til aktuelle sager. Det så vi da Pele Broberg var naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, og det er en skrøbelig konstellation, siger Sara Olsvig.
Særlig opmærksomhed
I september 2021 overtog formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede udenrigsanliggender fra netop Pele Broberg (Naleraq) efter flere opsigtsvækkende udtalelser om både forsvaret og den arktiske kapacitetspakke samt om begrebet rigsfællesskabet, som han mente dækkede over dansk overherredømme.
Men ifølge Sara Olsvig er udenrigspolitikken så stort et område, at det var oplagt, at det fik sin egen naalakkersuisoq igen med indgåelsen af den nye koalition.
– Udenrigspolitikken, der i dag også indeholder sager af forsvars- og sikkerhedspolitisk karakter, kræver særlig opmærksomhed. Der er krig i Europa, og denne kan få konsekvenser for Arktis. Og det er ikke hensigtsmæssigt på den lange bane, at sagsområdet hører under en travl formand for Naalakkersuisut, siger hun.
Fremadrettet er det således Siumuts Vivian Motzfeldt, der skal jonglere med de mange bolde i udenrigsanliggender, erhverv og handel.
Vivian Motzfeldt sad også i perioden fra maj-oktober 2018 under Kim Kielsens ledelse som naalakkersuisoq for uddannelse kultur, kirke og udenrigsanliggender. Dertil har hun senest været formand for Inatsisartut.
Råstoffer og fiskeri
I den nye koalition er råstofferne rykket væk fra Naaja H. Nathanielsen bord og over til Aqqaluaq B. Egede, der også har justitsvæsen under sig.
Dertil er en ny mand rykket ind i magtens centrum. Siumuts Karl Tobiassen har fået den magtfulde post som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, og bliver dermed manden, der skal forhandle en fiskerireform på plads.
Både råstoffer og fiskeri skal dog i denne tid tænkes ind i forsvars- og sikkerhedspolitikken, siger Sara Olsvig.
– Når vi har en krig i verden, så sænker det tunge sikkerhedspolitiske tæppe sig over mange ressortområder. Derfor skal man til at være endnu mere påpasselig med sin navigering. Råstofferne er allerede blevet sikkerhedspolitiske emner, og nu ser vi det samme med fiskeriet i forhold til Rusland, siger Sara Olsvig og henviser i den forbindelse til de sanktioner herunder eksportforbud samt restriktioner inden for handel og transport, som der indføres i Grønland som følge af Ruslands aggression mod Ukraine.
– Krigen i Ukraine stiller nogle store udfordringer til, at de grønlandske politikere holder tungen lige i munden, fordi flere og flere sager bliver anset som sikkerhedspolitiske. Her er det vigtigt, at man også fra dansk side anerkender, at man ikke bare kan spille det sikkerhedspolitiske kort og køre Grønland ud på sidelinjen i forhold til beslutninger. Men at man derimod inddrager, fordi man derved får mere nuancerede beslutninger. Og den kompleksitet mangler vi fortsat at se, at Danmark kan rumme, siger Sara Olsvig.