klima

Fokus: Klimaet tvinger os til at handle

Fagfolk fra ind- og udland har onsdag og torsdag været samlet på Grønlands Naturinstitut

- Omfattende klimaændringer er en kendsgerning, som utallige videnskabelige rapporter har påvist og understreget igennem de seneste mange år. Det er varmere i Sydvestgrønland, end vi har set de sidste 200 år, og størstedelen af opvarmningen skyldes menneskelig aktivitet. Men hvad skal vi stille op med, at klimaet udfordrer os, eller at menneskeheden ligger, ’som den selv har redt’?

Sådan lød det spørgende i en optakt til et seminar, der onsdag og torsdag blev afholdt på Grønlands Naturinstitut Pinngortitaleriffik.

Det skete under et fælles grønlandsk-canadisk projekt, kaldet AACA - Adaptation Actions for a Changing Arctic, tilpasning til Arktis i forandring.

AACA er et nyt projekt under Arktisk Råd, som vil samle eksisterende viden og målrette den til beslutningstagere på regionalt niveau.

- Grønland, og Arktis i det hele taget, er udfordret på mange planer, og flest mulige sektorer skal involveres i den måde, vi alle må holde trit med de voldsomme ændringer, der allerede finder sted, lyder opfordringen fra arrangørerne.

Deltagere
Seminaret var det officielle startpunkt for AACA-projektet i Grønland, hvor AACA-medarbejdere fra Grønland, Canada, Danmark og Norge mødtes med interessenter fra forskellige sektorer i Grønland.

Repræsentanter fra råstof- og fiskerisektoren, interesseorganisationer som ICC, KNAPK og GA samt selvstyret blev på seminaret inddraget i projektet, der er planlagt til at løbe frem til 2017. I de kommende år påregnes der løbende målrettede seminarer med interessenter. Det første af slagsen blev holdt i marts 2014 med Kanukokas planlæggere og teknikere i Qaqortoq.

Powered by Labrador CMS