Gå til hovedindhold

Første barn født på ny fødeafdeling i Nuuk

Højere fødselstal har betydet et stigende ønske om mere plads hos fødende og personale på Dronning Ingrids Hospital

Dronning Ingrids Hospital indviede tirsdag den 1. april en ny fødeafdeling. Indvielsen skete med manér, da det første barn blev født under 12 timer efter ibrugtagning. 

Nivikka Jakobsen og Richardt Barselajsen er de lykkelige forældre til deres nyfødte pige Sebora Magdalena Charlotte. Hun kom til verden klokken 03.22 onsdag den 2. april. 

Om fødslen fortæller de: 

- Fødslen gik godt. Man kunne godt mærke, at personalet ikke havde vænnet sig til omgivelserne. Et par gange måtte de lede ekstra efter tingene, men det betød ikke noget for den samlede oplevelse.

Større og bedre
Højere fødselstal har betydet et stigende ønske om mere plads hos fødende og personale på Dronning Ingrids Hospital. Derfor har afdelingsjordemoder Signe Kaack med spænding set frem til indvielsen. Hun fortæller i en meddelelse fra Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse:

- Flytningen er først og fremmest til gavn for fødende og deres familier. En barnefødsel er en familiebegivenhed, og ofte er mange familiemedlemmer mødt op for at være med fra starten af barnets liv. De har tidligere opholdt sig på gangen foran fødeafdelingen, hvor der ikke rigtigt var plads til dem. Nu har vi fået et venteværelse tæt på fødestuerne, så det nu er muligt for de pårørende at vente under bedre forhold.

- Vi tror på at personalets forbedrede forhold smitter af på fødselsoplevelsen, og at de fødende vil have fornemmelsen af større tryghed og bedre service. Vi får mulighed for at udbygge samarbejdet med vores nærmeste samarbejdspartner afdeling K3, der kommer til at være vores nye nabo. Om aften og natten, når jordemoderen oftest er alene i afdelingen, er det nu muligt at hente hjælp og kollegialt samvær ved personalet på K3, fortæller afdelingsjordemoderen. 

Jordmoderkonsultationer og lægesamtaler forbliver samme sted som hidtil, men skal på sigt placeres tættere på den nye fødeafdeling. 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER