modersmålsdag

En aften i dialekternes verden

Et par håndfulde tilhørere overværede arrangementet i Narsaq i skarp konkurrence med bingospil i forsamlingshuset

Sebulon Poulsen var i fortællehjørnet i Narsaq, hvor tilhørerne fik genopfrisket dialekter og historien

Kulturforvaltningen stod bag arrangementet om modersmålets dialekter. Et arrangement, som havde svært ved at konkurrere med bingospillet, der blev holdt på samme tidspunkt i forsamlingshuset i Narsaq. Men 15 publikummer tog imod invitationen om at møde op i kultur og medborgerhuset A21, hvor to respekterede og erfarne foredragsholdere fra byen var indbudt til at fortælle om sydgrønlandske dialekter.

Den ene var Frederikke Petrussen, 82-årige enke efter pastor Amandus Petrussen. Hun lagde ud og fortalte om sine sproglige oplevelser, som mest omhandlede andre kvinder, hun havde mødt under deres rejser rundt i Grønland. Hele foredraget blev naturligvis fortalt på Alluitsup Paa-dialekt.

Derefter fortalte 80-årig kateket emeritus, Sebulon Poulsen, der er født og opvokset i den nu nedlagte bygd Saqqamiut nord for Qassimiut, om de specielle ord og dialekter i Qassimiut-området. Her har fangerne helt unikke ord og udtryk om netop fangst og vejrlig. Ikke mindst om vindforhold og vindretninger.

Men der blev også fortalt historier om et skibsforlis, der skete om vinteren under krigen, hvor besætningen havde kæmpet sig gennem lange afstande i store snemængder, for endelig at komme indendørs i Saqqamiut.

I pauserne underholdt museumsleder Jesper Stormly Enevoldsen med guitar og sang - på en klingende Aalborg-dialekt.

Powered by Labrador CMS