Sermitsiaq mener: Det globale Grønland

– Det er ligegyldigt, om katten er sort eller hvid, bare den kan fange mus, sagde den kinesiske leder Deng Xiaoping, og så indledte han i slutningen af 1970’erne Kinas tilbagevenden til kapitalismen.Dette citat rinder os i hus i forbindelse med den overraskende melding om, at Royal Greenlands top, Flemming Knudsen og Pâviâraq Heilmann, i et hug afløses af den danske forretningsmand Mikael Thinghuus.

Kritikken faldt prompte og forudsigeligt: – Hvorfor er det ikke en grønlænder, som står i spidsen for det selvstyrende Grønlands største virksomhed?

Royal Greenland har flere gange bragt Grønland til tiggerstaven; senest i juni 2009, da Kuupik Kleist & Co. tømte landskassen for at få råd til en kaste en redningskrans til en halv milliard kroner.

Royal Greenlands skæbne vedkommer derfor ikke alene fiskerne på havet og arbejderne på fabrikken, men hele samfundet. Går det godt for Royal Greenland, går det godt for Grønland - og i særdeleshed omvendt...

Derfor indtager vi i lighed med Deng Xiaoping den pragmatiske holdning, at kattens farve er ligegyldigt, bare den kan fange mus. Og indtil det modsatte er bevist, tror vi på bestyrelsens forsikring om, at den har fundet den rette mand til at vende flagskibet.

Hvad vi derimod ser på med dyb bekymring er den øgede udenlandske indflydelse på Grønland, som finder sted i disse år.

Der foregår i disse år en kamp om rigdommene i undergrunden. Mest spektakulært står slaget om uran og de sjældne jordarters metaller i Kvanefjeldet ved Narsaq.

Mens det grønlandske datterselskab Greenland Minerals and Energy A/S lover uran og grønne skove, foregår der »down under« et ugennemsigtigt spil blandt kapitalstærke aktionærer i det australske moderselskab Greenland Minerals and Energy Ltd.

I erhvervslederen på side 21 lover formanden for datterselskabet Lars-Emil Johansen fred og ingen strålingsfare, men Naalakkersuisuts medlem for råstoffer Ove Karl Berthelsen sætter med direkte adresse til børsen i Sidney tingene på plads: – Grønlands 0-tolerance overfor uran er uændret.

Det er ikke umuligt, at det grønlandske datterselskab vil Grønland det godt, men det vil være uklogt bare tossegod at følge udenlandske kapitalinteresser.

Mens alles øje i denne tid er rettet mod Kvanefjeldet og Sigguk-blokken vest for Nuussuaq og Svartenhuk, foregår der et helt andet spil om Grønlands undergrund.

Den kinesiske tiger tordner derudaf, og landets behov for råstoffer er umætteligt. Det mærker afrikanerne, som oplever en massiv kinesisk tilstedeværelse i form af geostrategisk indflydelse og mineraludvinding. Det er ikke altid til afrikanernes fordel, og Kina bliver ofte beskyldt for at være kontinentets nye kolonimagt.

Kina har forlængst fået øje på Grønland, og ubemærket af de fleste besøger pengestærke kinesiske minefolk Grønland for at sondere Riget i Midtens muligheder for at udvide sin interessesfære til Arktis.

En dansker fra eller til vælter ikke læsset, men en massiv kinesisk tilstedeværelse i den grønlandske olie- og mineralindustri kan virkeliggøre ICC-præsidenten Aqqaluk Lynges advarsel om, at vi vil ende som et mindretal i vort eget land.

Landsstyreformand Hans Enoksen drev fra 2002 til 2009 en nationalistisk politik, men vælgernes dom den 2. juni 2009 var knusende:?Nej til bygderomantik, ja til et globalt Grønland.

Efter års isolatorisk politik er Grønland ved at finde sin naturlige plads i verdenssamfundet, men vi skal ikke være blinde for, at vi som et lille folk på en stor ø ofte vil komme til at holde tigeren i halen. Det er kun de færreste, som alene gør tingene for grønlændernes brune øjnes skyld.

Derfor gælder det om at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når vi møder resten af verden.

Powered by Labrador CMS