Gå til hovedindhold

Kære flugtbilist…

Var du helt ligeglad, eller havde du overhovedet ikke set os?

Kommentar af Mads Nyvold, journalist, Sermitsiaq:

Måske er en undskyldning allerførst på sin plads. For jeg aner slet ikke, om det er korrekt af mig at kalde dig for flugtbilist. Måske er det for groft. Måske kræver den titel, at nogen bliver ramt, ryger på hospitalet eller ja, det som er endnu værre.

Sådan gik det heldigvis ikke for os. Jeg nåede akkurat at flå min tre-årige datter væk og selv springe tilbage, da du drønede med kurs mod os i et fodgængerfelt.

Egentlig troede jeg ellers, at du havde spottet os i god tid. For der var jo ingen tæt trafik onsdag kl.16.46. Da suser du ned ad Eqalugalinnguit ind i rundkørslen ved Ravnedalen. Jeg er i færd med at følge min datter hjem fra børnehave. Vi er på vej ind i fodgængerfeltet, men tøver. En rød Toyota-stationcar 5-7 meter foran dig ser ikke ud til at sagtne farten på vej ind i rundkørslen. Føreren blæser både på hajtænderne og skiltet med ubetinget vigepligt. Vedkommende drøner bare videre.

'Det var da utroligt!', tænker jeg forarget.

For den slags sker jo heldigvis sjældent. Langt, langt, langt de fleste bilister i hovedstaden er  jo dygtige og hensynsfulde.

Derfor tror jeg, at du naturligvis også vil stoppe. Jeg tager min datter i hånden. Vi går ind i fodgængerfeltet. Går fire-fem skridt. Standser op. Af en eller anden årsag for lige at tjekke, om du nu har registret os. Men du ser ikke umiddelbart ud til at trykke på bremserne i din sølvgrå SUV. Vi står stille. Du fortsætter i høj fart.

Da du er få meter fra fodgængerfeltet, indser jeg, at du slet ikke har tænkt dig at standse. Vi ryger tilbage. Du buldrer forbi.

Det går hurtigt. Min datter klager over, jeg maser hendes hånd. I den anden hånd har jeg hendes gule rygsæk. Den ryger vist i vejret. Lander på siden af din bil.

Dunk!, siger det ved sammenstødet mellem metallet og tasken pakket med regntøj og kæruld, vi 10 minutter tidligere har plukket som en overraskelse til anaana.

Ud af øjenkrogen når jeg at registrere en ung fyr på passagersædet ved siden af dig. Han stirrer på os. Gad vide, hvad han tænker? Hvad tænker han om dig?

I den anden vejbane ind mod Nuuk bliver situationen tilsyneladende bemærket. Bilerne er ved at standse helt. Det gør du ikke – heller ikke selvom du må have mærket, at du har kørt noget over.

Du buldrer videre mod Nuussuaq. Jeg når slet ikke at råbe af dig. Tankerne flyver rundt i mit hoved. Gad vide, om du overhovedet bemærkede os? Eller endnu være. Var du bare helt ligeglad. Satsede du på, at vi ville flytte os fra fodgængerfeltet?

Vægten og snavset fra dit hjul har lavet et brunligt aftryk på min datters gule rygsæk. Det ligner aftrykket af eksotisk tungt bæltedyr, der har kravlet henover. Det kan vi børste af, og indholdet er blot mast. Stropspændet er dog smadret. Skidt pyt.

Vi er uskadte.

Men jeg vil anmelde dig. Jeg ved dog ikke for hvad. Jeg har jo ikke din nummerplade, og du kører i den vist mest solgte type bil i byen, så et signalement er håbløst.  Oprevet går jeg alligevel forbi politistationen på vejen hjem. Mest af alt for at gøre opmærksom på, at arbejdet med ny asfaltbelægning har ædt halvdelen af hajtænderne i rundkørslen. Måske var det derfor du glemte at stoppe.

Betjenten på stationen sukker.

- Hajtænderne spiller vist desværre ingen rolle. Der er nogen, som bare drøner igennem den rundkørsel, siger hun.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER