Styrkeløft i Qaqortoq

Med de tunge vægte på vægtstangen skal løfterne i Qaqortoq konkurrere med løftere fra Nuuk og med Peter Sikemsen fra Danmark

Dødløft og vægten er 230 kilo. Arkivfoto: Knud Fl. Larsen Vægten på de enkelte vægte bestemmer farven. Foto: Knud Fl. Larsen Peter Sikemsen fortæller om det forestående styrkeløftstævne i Qaqortoq. Foto: Knud Fl. Larsen Styrkeløft kræver stor koncentration. Arkivfoto: Knud Fl. Larsen

Qaqortoq tager imod de tunge drenge, når der lørdag den 25. maj i Puilasoq arrangeres et stævne i vægtløftning. Det arrangeres af Brandmandsforeningen Qamitsi og er kommet i stand efter et samarbejde mellem Miki Sikemsen og Kommune Kujalleq.

Løfterne skal konkurrere i de tre discipliner squat, bænkpres og dødløft. Ni løftere fra Qaqortoq, tre fra Nuuk og Peter Sikemsen fra Danmark skal efter de internationale regler konkurrere om, hvem der kan kløfte mest.

Peter Sikemsen
Efter en fornem håndboldkarriere, hvor der altid blev styrketrænet meget, har Peter Sikemsen i de seneste år trænet målrettet i styrkeløft og har deltaget i de sidste to års danske mesterskaber, hvor det i veteranklassen i vægtklassen op til 104 kg er blevet til flotte resultater.

Peter Sikemsen, der er hovednavnet ved stævnet I Qaqortoq, har personlige rekorder på 195 kg i squat, 125 kg i bænkpres og 230 kg i dødløft, kommer til Qaqortoq i stærkeste form og glæder sig til at komme hjem et lille smut.

Inden afrejsen fra Odense talte Sermitsiaq.AG med Peter Sikemsen.

- Jeg har altid trænet meget. I begyndelsen af min karriere som håndboldspiller, hvor jeg virkelig måtte kæmpe for at begå mig i de forskellige klubber, som jeg spillede i, klarede jeg mig ved altid at være en af de stærkeste og det er det grundlag, som jeg nu arbejder videre på som styrkeløfter.

- Jeg træner rigtig hård træning tre gange om ugen i OBBC, som er et træningscenter i Odense. Hvert træningspas varer omkring to timer. Så det er mange kilo, der bliver løftet i løbet af en uge.

- Selvfølgelig skal man også leve et fornuftigt liv og sørge for at spise fornuftigt og rigeligt, ellers kan man ikke bakse med de tunge vægte og så er det for mig blevet en livsstil at være i god form, siger Peter Sikemsen til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS