Royalty bliver endevendt

Inatsisartuts råstofudvalg skal holde seminar, hvor forskellige modeller for indførelse af royalties bliver endevendt

Formanden for råstofudvalget Kim Kielsen, Siumut. Foto: Leiff Josefsen

Det er vedtaget, at der skal indføres royalty for de råstoffer, der bliver tager ud af Grønland. Men der er endnu ikke taget beslutning om, hvordan royalty-ordningen skal være.

Råstofudvalget mødes i næste uge i Nuuk, hvor emnet skal belyses fra flere sider.

- Der er flere muligheder for indførelse af royalty. Men der skal være en balance, så vi ikke skræmmer selskaber væk, siger formanden for Inatsisartuts råstofudvalg, Kim Kielsen, Siumut, til Sermitsiaq.AG.

Råstofudvalget holder seminar fra mandag den 6. maj, hvor der blandt andet vil være fremlæggelser af forskellige modeller af royalties.

Stigende interesse
Der skal indføres royalties ifølge koalitionsaftalen mellem Siumut, Atassut og Partii Inuit, men der er som nævnt endnu ikke truffet beslutning om, hvilken model der skal bruge.

- Vi har i dag en selskabsskat på 30 procent. En af mulighederne er, at man får modregnet betalingen af selskabsskat. Men vi får sikret indtægt, lige så snart råstofferne bliver taget ud af Grønland, siger Kim Kielsen.

Forskellige virksomheder indenfor råstofsektoren får mulighed for at fremlægge deres erfaringer og ideer under tre-dages-seminaret.

- Vi vil gerne høre erfaringer fra udlandet, hvor der i dag er indført royalties. Vi vil også gerne have inspiration til, hvordan vi kan indføre royalties og stadig have udenlandsk interesse. Vi har beholdt selskabsskatten på 30 procent i flere år, og interessen for at udnytte vores råstoffer har været stigende, og vi skal sikre, at interessen bliver fastholdt, siger Kim Kielsen.

Han understreger over for Sermitsiaq.AG, at der ikke bliver truffen nogen beslutninger om bestemte ordninger, men at seminaret først og fremmest har til formål at hente inspiration til den videre diskussion.

- Hver sten skal vendes, inden der bliver taget besluning, siger Kim Kielsen.,

Powered by Labrador CMS