I dag får vi et nyt Naalakkersuisut

Tirsdag klokken 11.00 bliver den nye koalitionsaftale underskrevet og præsenteret på et pressemøde i Nuuk

Partiformændene i det nye Naalakkersuisut. Fra venstre Partii Inuit-formand Nikku Olsen, Siumut-formand Aleqa Hammond og Atassut-formand Gerhardt Petersen. Billedet er fra præsentationen af den nye trekløver-koalition tirsdag den 19. marts. Foto: Leiff Josefsen

Det bliver på alle måder historisk, når Siumut-formand Aleqa Hammond sammen med Atassut-formand Gerhardt Petersen og formand for Partii Inuit Nikku Olsen i dag tirsdag klokken 11.00 underskriver og præsenterer den nye koalitionsaftale på et pressemøde i Grønlands kulturhus Katuaq i Nuuk.

Når underskrifterne er sat, forventes det, at Aleqa Hammond de facto er landets første kvindelige formand for Naalakkersuisut.

Derudover bliver de resterende medlemmer af Naalakkersuisut præsenteret, hvor Partii Inuits Nikku Olsen, som fik fjerdeflest personlige stemmer ved Inatsisartut-valget 12. marts, også forventes at være en del af Naalakkersuisut-holdet.

Læs "Regeringsgrundlag næsten på plads"

Læs "Ingen forklaring på forsinkelsen"

Efter planen skulle det nye Naalakkersuisut have været præsenteret fredag i sidste uge, men de tre partiformænd skulle af stadig ukendt årsag bruge fire dage ekstra.

Tirsdag den 19. marts præsenterede Aleqa Hammond den nye trekløver-koalition.

Det nye Naalakkersuisut bliver først formelt indsat, når Inatsisartut holder konstituerende møde fredag den 5. april.

Læs "Inatsisartut mødes 5. april"

Powered by Labrador CMS