Justitsministeren indleder møderække om storskalaloven

Morten Bødskov snakker ny udlændingelov med partierne for at ruste Danmark til grønlandske storskalaprojekter

Justitsminister Morten Bødskov, Socialdemokraterne, snakker ny udlændingelov med partierne for at ruste Danmark til grønlandske storskalaprojekter: Foto: Facebook

Arbejdet med at gøre den danske lovgivning klar til at kunne tackle de kommende store grønlandske mineprojekter går i gang mandag.

Ifølge Ritzaus oplysninger mødes justitsminister Morten Bødskov, Socialdemokraterne, med Konservative mandag formiddag.

Dernæst kommer Liberal Alliance forbi for at få klarlagt rammerne for de kommende politiske forhandlinger.

Herefter følger møder med Folketingets øvrige partier.

Møderne skal på sigt munde ud i en ny udlændingeaftale. Det drejer sig primært om at få styr på reglerne for opholds- og arbejdstilladelser i forbindelse med storskalaprojekter, og hvordan man kontrollerer dette område bedst muligt.

Her har en del af bekymringen blandt politikerne været, om man lader udlændinge komme ind på andre arbejdsvilkår end i Danmark, og at det potentielt vil gøre det svært for danske virksomheder at konkurrere.

Udover det rent juridiske er der ifølge Ritzaus oplysninger lagt op til, at en arbejdsgruppe skal nedsættes - den skal komme med forslag til, hvordan det fremtidige samarbejde inden for erhvervslivet i Grønland og Danmark kan fremmes.

Powered by Labrador CMS