ICC: Vores interesser som folk står på spil

Formand for ICC, Aqqaluk Lynge, fremhæver, at IA’s og Naalakkersuisuts beslutninger har særlig betydning for Arktis og inuits hverdag

- Det er intet mindre end vore interesser som et folk, der står på spil, fremhævede ICC-formand, Aqqaluk Lynge, da han var på talerstolen på Inuit Ataqatigiits landsmøde i kulturhuset Taseralik i Sisimiut. Foto: Søren Duran Duus

Det er en veloplagt ICC-formand, Aqqaluk Lynge, der denne weekend er blandt gæstetalerne på Inuit Ataqatigiits landsmøde i Taseralik i Sisimiut.

Men selvom den altid venlige Aqqaluk Lynge har sit lune væsen med sig og er blandt gamle venner i IA-lejren, havde han flere klare budskaber til politikerne, da han overtog mikrofonen:

- Siden Naalakkersuisut overtog ansvaret for udnyttelsen af de mineralske råstoffer i Grønland, har opgaverne for Inuit Circumpolar Council vokset mærkbart. Som følge af ICC’ konsultative status i FN er vi en naturlig høringspart i råstofudviklingen, og vi er rigsfælleskabets eneste organisation for oprindelige folk. Vi har brugt de sidste to år på kompetenceopbygning, således at vi kan levere kompetent rådgivning og give information til beslutningstagerne.

- Vi er lige begyndt, og vi har meget at lære. Der ligger en stor opgave foran os alle, der er involveret i disse sager. Det er intet mindre end vore interesser som et folk, der står på spil, fremhævede Aqqaluk Lynge og understregede, at ICC har et godt grundlag for at deltage i høringerne, eftersom organisationen har udarbejdet et fælles grundlag i Inuit Deklaration fra 2011 om principper for ressourceudnyttelse i Inuit Nunaat.

Læs "Færøsk påmindelse: Frihed er intet uden ansvar"

Læs "SF: Grønland kan regne med Danmark"

Se "Fotogalleri: IA’s landsmøde"

Efterlyser en bredere debat
Aqqaluk Lynge havde senere i sin tale en direkte opfordring og bøn til Inuit Ataqatigiit.

- Når det drejer sig om vores ejendomsret til landet og ressourcerne, er det endnu mere påtrængende at diskutere, hvordan vi kollektivt og individuelt forstår ejendomsretten. Det er derfor nødvendigt, at det regeringsbærende parti (IA, red.) tager initiativ til en bredere debat om dette alvorlige emne.

- Vores land er nu i centrum for megastore kapitalinteresser. En udnyttelseskoncession af en mineral forekomst vil således berøre vores eget brug af landet og dets levende ressourcer. Disse vil uundgåeligt få mærkbare konsekvenser for vort daglige liv. Derfor er ICC gået i gang med at analysere vores eget traditionelle brug af vort territorium. Analysen vil resultere i indstillinger til Naalakkersuisut, forklarede Aqqaluk Lynge, inden han fastslog:

- De oprindelige folk på resten af kloden lytter til jer. Grønland er ved at finde sit egen geopolitiske ståsted. De beslutninger, I træffer, har vidtrækkende konsekvenser. De beslutninger, I træffer, må derfor være baseret på vore egne værdier og med respekt for vores identitet som et folk.

Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om IA’s landsmøde her

Powered by Labrador CMS