Gå til hovedindhold

Helligtrekonger i Odense

Thomas Kingos Kirke i Odense var helligtrekongersdag igen rammen om en grønlandsk gudstjeneste  

Mens det før jul var foreningen Umiaq, der arrangerede den grønlandske gudstjeneste, var det Det Grønlandske Hus i Odense i samarbejde med Thomas Kingos Kirke, der stod for arrangementet helligtrekongersdag.

Helligtrekongersdag har i Danmark ikke længere den store betydning, som dagen har i Grønland. Der var dog ingen tvivl om, at de mange fremmødte i Thomas Kingos Kirke var enige om, at der blev sadt et meget værdigt punktum for julen, og selvfølgelig blev lejligheden benyttet til at ønske hinanden et rigtig godt nytår.

For andet år i træk var det biskop Sofie Petersen, der forrettede gudstjenesten.

Biskop Sofie Petersen har været i Danmark til bispemøde og for at deltage i dronningens nytårskur.

De grønlandske gudstjenester er meget populære i Odense. Folk kommer langvejs fra for at deltage, og helligtrekongersdag var kirken næsten fuld.

Som før jul var der også helligtrekongersdag altergang, og igen var det meget velsyngende Umiaqkor på plads.

Tør ikke at love noget
- Jeg vil ikke love, at vi er ved at skabe en tradition med, at jeg kommer til Odense helligtrekongersdag, sagde biskop Sofie Petersen under den efterfølgende kaffemik i sognesalen.

- For at det kan lade sig gøre, at jeg er her, kræver det, at jeg er i Danmark i anden anledning.

Under opholdet i Odense nåede Sofie Petersen at se området på Odense Havn, hvor det kommende Nordatlantiske Hus er under opførelse.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER