Kræver oliesikkerhed i Arktis

Arktisk Råd bør lave en juridisk bindende aftale om miljøvenlig olieudvinding i Arktis, mener Nordisk Råd

Arkivfoto: Steve Lindringe, Eye Ubiquitous

De nordiske lande - Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island - bør kræve, at olie og gas kun må udvindes i Arktis ved at anvende de sikreste metoder for miljøet.

Derfor skal de nordiske lande i Arktisk Råd kæmpe for en juridisk bindende aftale om udvindingen.

Det kræver Nordisk Råds udvalg for miljø og naturressourcer, siger udvalgsformanden Ann-Kristin Johansson.

- Det arktiske område er noget, vi har fælles her i Norden. Så kan man godt undre sig over, at regeringerne ikke ser et større potentiale i et fordybet samarbejde, siger hun og fortsætter:

- Vi står overfor lande som USA og Rusland, der ikke har den samme tradition for at tænke i miljøbeskyttelse, som vi har i de nordiske lande. Så hvorfor ikke gå sammen for at sikre en mere holdbar fremtid i Arktis.

Beder om at presse på
Udvalget for miljø og naturressourcer har bedt de fem nordiske regeringer presse på for at få vedtaget en juridisk bindende aftale i Arktisk Råd. Sikkerheden er under al kritik og meget lemfældig for olieudvinding og sejlads i Arktis, mener udvalget i Nordisk Råd.

Ann-Kristin Johansson undrer sig over, hvorfor Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island ikke udvider det nordiske samarbejde om sikkerhed og udenrigspolitik, som den forhenværende norske statsminister Thorvald Stoltenberg i 2009 foreslog i sin rapport til Nordisk Råd.

Stoltenberg anbefalede blandt andet de nordiske lande at styrke samarbejdet omkring sikkerhed til søs i de arktiske farvande.

Powered by Labrador CMS