Kuupik: Tillykke med kampdagen

Formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist kredser om arbejdspladser og arbejdsforhold i sin 1. maj-tale

Formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist . Foto: Arktis Media

- Tillykke med arbejdernes internationale kampdag.

Sådan skriver formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, i sin tale i forbindelse med den internationale kampdag i dag, den 1. maj.

Vi gengiver her hans tale i fuld længde:

"Først vil jeg ønske arbejderne her i landet og i udlandet tillykke med dagen.

Vi har alle grund til at være glade over fremgangen i velstanden og velfærdet i samfundet. De personlige indkomster per år stiger, og ikke nok med det, endnu mere vigtigt skal vi være stolte over, at kvinders indkomster stiger mest. På trods af at mange er berørt af ledigheden, ved vi dog, at beskæftigelsen er stabil.

Flere arbejdspladser
Når det er sagt, vil jeg gerne fremhæve naalakkersuisuts politik. Vi prioriterer i høj grad skabelse af flere arbejdspladser og derigennem bringe arbejdsløsheden ned. Vi agter at investere væsentligt flere midler i den ekstraordinære indsats for ledige i fremtiden. Et tiltag, som vi søsatte i fjor.

For det andet vil jeg gerne understrege, at vi har taget hul på reformen af samfundets indretning, og det gør vi i et tæt samarbejde med befolkningen. I den forbindelse er jeg meget glad for, at vi har indledt de såkaldte trepartsforhandlinger med lønmodtagerorganisationerne.

Jeg hæfter mig ved Jess G. Berthelsens udtalelse her i morges i radioen om, at vi alle sammen har et ansvar, og i den anledning vil jeg gerne appellere til lønmodtagerne om at være med til at løfte i flok i disse afgørende år.

33 år med hjemmestyre
For 40 år siden, i 1972, trådte loven om arbejderbeskyttelse i Grønland i kraft. Vi står overfor en lignende situation i vor samtid, hvor vi skal træffe beslutninger om forhold, der vedrører arbejderbeskyttelse.

Vi arbejder for at åbne døren for flere mineaktiviteter i disse år. Jeg glæder mig over, at SIK og Grønlands Arbejdsgiverforening ved flere lejligheder sammen har meldt ud om, at man ikke vil tillade social dumping i tilknytning til de kommende storskalaprojekter, helt på linje med naalakkersuisuts holdning. Jeg vil gerne af den grund rette en særlig tak til SIK for, at det har udvist mod til at bane vejen for den internationale fagbevægelse.

Til slut vil jeg gerne inderligt ønske det grønlandske folk tillykke med 33-års jubilæet for indførelsen af hjemmestyret. Mangt er forandret siden da, men nu vokser en ny generation af børn og unge frem i disse år. Vi skal sammen skabe en lysere fremtid".

Powered by Labrador CMS