Over 200 har søgt ind på ny forsvarsuddannelse

Ansøgningsfristen er udløbet ved årsskiftet, og 236 har søgt en på Forsvarets nye uddannelse i Kangerlussuaq.

Arkivfoto fra Aasiaat, hvor repræsentanter fra Forsvaret er ved at forklare unge mennesker om muligheden for uddannelsen Arktisk basisuddannelse i forbindelse med uddannelseskaravanen.

Arktisk Kommando har nu det endelige overblik over antallet af ansøgere til den nye Arktiske Basisuddannelse.

Ansøgningsfristen var 31. december, og hele 236 har søgt om optagelse på uddannelsen.

Arbejdet med at gennemgå ansøgningerne og udvælge dem, der skal starte på uddannelsen 6. maj 2024, er nu i gang, oplyser Arktisk Kommando til Sermitsiaq.AG. Det er tidligere meldt ud, at der er 20 pladser på det første hold.

Basisuddannelsen har et beredskabsmæssigt fokus, og den giver mulighed videreuddannelse i Forsvaret eller på andre uddannelser eksempelvis indenfor beredskab eller politiet.

Flere end 160 har været til afprøvning

Kommandoen oplyser videre, at en ansøgning til uddannelsen først anses som gyldig, hvis ansøgeren ligeledes har været til afprøvning.

Arktisk Basisuddannelse

Forhold under uddannelsen:

Løn under uddannelse: 8.492,76 kr./md. Derudover får du fri bolig, kost, frirejse, beklædning mv.

Uddannelsens varighed: 6-12 måneder.

Uddannelsen foregår primært i Kangerlussuaq, men der vil også være rejse til hhv. Sisimiut og Nordjylland i Danmark.

Flere end 160 personer fra hele Grønland har i efteråret været til afprøvning til Arktisk Basisuddannelse.

Generalmajor Søren Andersen, der er chef for Arktisk Kommando, har tidligere udtalt, at man er positivt overrasket over den store søgning til uddannelsen.

Powered by Labrador CMS