Lille temperaturstigning kan smelte vores is

Hvis kloden opvarmes bare knap én grad yderligere, vil isen i Grønland smelte helt væk, viser nyt studie

Hvis kloden opvarmes bare knap én grad yderligere, vil isen på Grønland smelte helt væk, viser nyt studie. Foto: Sermitsiaq.AG

Mens debatten om den globale opvarmning efterhånden er gledet langt ned på den internationale dagsorden, viser det sig nu, at isen i Grønland er meget tæt på at nå et punkt, hvor den kan smelte helt bort: Det skal blot 0,8 blive grader celsius varmere på kloden, end det er i gennemsnit nu, så vipper balancen, og isen begynder at smelte bort uden at kunne gendannes i vinterperioden.

Det viser nye beregninger, som forskere ved den anerkendte tyske forskningsinstitution Potsdam Institute for Climate Impact Research netop har offentliggjort, skriver Politiken.

Den tilstand kan indtræffe inden for de næste 50-100 år, hvor kloden ventes at kunne blive et sted mellem to til otte grader varmere end i dag.

- Der vil ikke ske nogen katastrofe, for vi taler om lange tidsskalaer, afhængigt af hvor meget temperaturen stiger. Men vi har defineret en grænse baseret på de mest avancerede modeller, der er til rådighed.

- Det er et vendepunkt, og hvis det krydses, er det første skridt mod en total afsmeltning. Og jo højere temperaturer, desto hurtigere vil denne afsmeltning ske, siger klimaforsker Alexander Robinson ved Potsdam Institute for Climate Impact Research. Han er ledende forfatter til en artikel om de nye beregninger, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature.

Analyser af is udboret i Grønland viser, at det i forhold til i dag også var flere grader varmere under den seneste mellemistid, eem, som fandt sted i perioden fra 130.000 til 115.000 år før nu. Dengang var der stadig is tilbage i det grønlandske område, men meget var blevet til havvand.

Og det kan give en idé om, hvad der kan være i vente, mener professor og klimaforsker Eigil Kaas på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Powered by Labrador CMS