Filmfestival grønlandske film

Greenland Eyes arrangerer filmfestival med grønlandske film i april i Berlin

Aarsenal cinema i Berlin, hvor den grønlandske filmfestival holdes i april i 2012. Foto: Ivalo Frank

Greenland Eyes International Film Festival er organiseret af filminstruktør Ivalo Frank, født i Grønland, nu bosiddende i Berlin og Lill-­Ann Koerber fra Nordisk Insitut på Humboldt Universitet. Festivalen er støttet af Per Erik Veng fra Den Danske Ambassade i Berlin og
finder sted i Arsenal Cinema, biografen der også hoster Berlinalen. Projektet har modtaget økonomisk støtte fra Det Grønlandske Selvstyres Kulturmidler. Den grønlandske filmfestival holdes fra den 24. til den 30. april 2012.

Det mangesidede festivalprogram er udarbejdet med det formål at indplacere film fra og om Grønland i en bred kulturel kontekst.
I Arsenal biograf i festivalugen vil der dagligt blive afholdt foredrag og artist talks og i anledning af festivalen inviteres den grønlandske skuespillerinde og historiefortæller Makka Kleist og kunstneren Julie Edel Hardenberg, der med sin udstilling Sapiisut/Heroes hædrer grønlandske hverdagshelte på fiktive filmplakater.
Til slutarrangementet inviterer festivalarrangørerne til fernissage i kultur-­ og eventhuset HBC, der ligger i hjertet af Berlin, og her vil der være fest og koncert med den grønlandske singer og songwriter Nive Nielsen.
- Med Greenland Eyes vil publikum få mulighed for at få indblik i det komplekse nutidige grønlandske samfund, hinsides de gængse
forestillinger om Grønland som en mennesketom, sublim isørken og den på mange måder udbredte ”eskimo-­eksotisme”, fortæller Ivalo Frank.
For i det nutidige Grønland. som man også vil kunne se i de film, der er udvalgt til festivalens program, forbindes natur og kultur, spektakulære landskaber og urbane rum, sælfangst og Playstation.
- Og ikke mindst kombineres en verden af ældre traditioner, som f.eks. trommedans, med den nutidige grønlandske ungdom, hvis
interesse for mode, musik, fremtidsdrømme og fritidsbeskæftigelser ligner andre jævnaldrenes verden over, oplyser hun.
- Greenland Eyes ønsker at etablere et forum for netop dette unge optimistiske Grønland, siger Ivalo Frank.

Gamle film

Festivalens filmprogram omfatter en kort række retrospektive grønlandske filmrepræsentationer samt aktuelle filmproduktioner fra
den arktiske ø, der indtil nu er så godt som ukendte på internationalt plan, oplyser arrangørerne.
Den retrospektive filmrække giver mulighed for at udforske sjældenheder inden for den danske og tyske filmhistorie fra det 20. århundrede, der aldrig før er blevet vist i denne tematiske sammenhæng med Grønland.
Repertoiret spænder fra fald-­på-­halen stumfilmen Das Eskimobaby (1918) med Asta Nielsen i hovedrollen som genstridig grønlænderinde, over den tysk-­amerikanske produktion SOS Iceberg (1933) med den omdebatterede Leni Riefenstahl i rollen som pilot, der redder en polarekspedition, til den etnografisk inspirerede spillefilm Palos brudefærd (1934), hvortil den berømte dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen skrev manuskript.

Nye film

- Filmfestivalens primære fokus vil dog ligge på de nyeste filmproduktioner fra den blomstrende grønlandske filmindustri, der så småt er ved at indtage verden, siger Ivalo Frank.
I forbindelse med Greenland Eyes vil publikum have mulighed for i samarbejde med vigtige aktører fra Grønland og Danmark (instruktører, skuespillere, producenter, forskere) at danne sig et første overblik over bestanden af de nye grønlandske filmproduktioner, fortæller Ivalo Frank og stiller spørgsmålene:
Hvordan udmærker grønlandske film sig i dag?
Hvilke betingelser gør sig gældende for de filmskabende?
Hvilke tematikker beskæftiger de sig med?
Hvordan udspilles forholdet mellem grønlandske traditioner og den globaliserede popkultur?

I forbindelse med fokuset på de aktuelle grønlandske produktioner vises en række film af unge, ambitiøse grønlandske instruktører,
der i Grønland allerede har slået besøgsrekorder, men som i anledning af Greenland Eyes for nogles vedkommende vises i udlandet
for første gang.
Publikum vil blandt andet kunne stifte bekendtskab med landets første filmproduktion (Tikeq Qiterleq Mikileraq Eqeqqoq, 2008), en
udviklingshistorie i en vestgrønlandsk bygd, den første spillefilm sigtet mod det internationale filmmarked (Nuummioq, 2009) samt
det grønlandske svar på ”Borat” i komedien (Hinnarik Sinnattunilu, 2010).
Disse enestående biografoplevelser vil blive ledsaget af internationale film, der æstetisk og tematisk ligger i tråd med programmet, bl.a. kortfilmen Qaanaaq (2008) af Nicole Paglia, der på poetisk vis tegner de spor op, den kolde krig har sat på befolkningen i det nordlige Grønland.

I denne forbindelse kan man efterlyse filmen Inuk, der i øjeblikket høster den ene pris efter den anden på diverse filmfestivaler rundt om i verden. Senest i Australien og Alaska.

Powered by Labrador CMS