Decemberdruer vs. hyggehumle
Hvad skal julemaden skylles ned med? Fortvivl ej. Sermitsiaq.AG guider dine smagsløg på vej
Synes du, at julesuleriet fortjener følgeskab af drikke med promiller, står du sikkert over for en skillevej i denne muntre måned. En skillevej med et væsentligt valg i morgen aften 24.december.
Skal de nænsomt tilberedte retter på den store pakkedag nydes med et flydende indtag af gærede druer eller brygget malt?
Sermitsiaq.AG har allieret sig med to eksperter. To gourmeter med ganer i hver deres ende af smagsspektret.
- Jeg mener helt klart, at vin er at foretrække frem for øl, erklærer Lars Bo Henriksen, salgs og indkøbsdirektør hos H.J. Hansen, der driver websitet vinspecialisten.gl.
- Det skyldes primært den reaktion, man får i maven, når man indtager kulsyreholdige drikke og fed mad. Man bliver for oppustet, hvis man vil have mere end et glas, siger Lars Bo Henriksen.
Ryster på nissehuen
Den udlægning ryster indehaver af Godthaab Bryghus, Jørgen Pedersen, på nissehuen af. Om end han anerkender, at god vin bestemt ikke er at kimse af, og at rigtig mange vine går godt sammen med mange råvarer og tilberedningen af dem.
- Men faktisk er vi sikker grund, når vi tør hævde, at en god, let sødlig og krydret øl om nogen drik er uhyre velegnet til lige præcist den søde og typisk fede julemad, pointerer Jørgen Pedersen.
Og så kan øllen på bestemte områder nydes med bedre samvittighed end vin, viser amerikanske undersøgelser fremført af ernæringseksperten Per Brændgaard Mikkelsen. Modsat vin er øl nemlig spækket med vigtige mikronæringsstoffer som B2-vitamin, Niacin, B6-vitamin, B5-vitamin, magnesium og silicium.
Lars Bo Henriksen er langt fra overbevist.
Tørre druer til rensdyr
Salgs- og indkøbsdirektøren smækker en frugtmættet californisk frontier red på bordet. Det en blanding af seks druer og ideelt til and og flæskesteg.
- Frugten er modnet optimalt, og det giver et tykt drueskind med masser af tanniner til at balancere fedtet fra anden,
fortæller Lars Bo Henriksen.
Har familien ikke grund til at bekymre sig om, hvorvidt julemandens karosseri kan trække den trinde globale gavegiver rundt på nattehimlen, fordi pakkerne allerede ligger under juletræet, kan proppen ryge af en Errazuriz Max reserva Carmeneré. Den spanske vin er skabt til skylle rensdyr såsom Rudolf ned med.
- Igen en vin dyrket i et tørt område, men her med masser af dybde, bredde og lækre urteagtige
krydderier, fremfører Lars Bo Henriksen.
Flygtende franskmænd
Jørgen Pedersen fra Godthaab Bryghus tillader sig at pege på, at førende vinkendere i de seneste år ligefrem har frarådet at blande julemad og rødvin. Ifølge ølentusiasten peger de i stedet på kraftige og sødlige hvidvine.
Dét, mener han, er et stærkt vidnesbyrd om helt at styre uden om vin juleaften.
- Det har vakt nogen opsigt rundt, men det er faktisk hamrende svært at finde en rødvin, der blot tilnærmelsesvis kan matche eksempelvis rødkål og svesker. En vinøs franskmand vil formentlig flygte skrigende ud af lokalet!, anslår Jørgen Pedersen.
- Lettere og smagssmæssigt mere sikkert er derimod et gedigent glas øl, blot øllet er let maltet, sødligt og med smagsnuancer, der rækker ind over de traditionelle jule-krydderier, mener Jørgen Pedersen og anbefaler klirrende flasker frembragt af egne kedler.
Den bomstærke Moskus Bâja eller en Godthaab Bryghus’ Julebryg 2011.
Julebryggen er karamelfarvet, og smagen byder på kanel og ingefær med en let tone af nelliker. Der er anvendt cirka 30% münchenermalt, hvilket er medvirkende til den maltholdige aroma, 50% pilsnermalt og resten udgøres af lys og cara-malt.
Go´nat dråber til far og mor
Er man ikke gået under bordet trods indtaget af vin eller øl – eller både og – vanker der nu desert. Lars Bo Henriksen skruer låget af en portvin. En Colheita 2000 fra Hutcheson. Det er portvin fra én årgang ligesom Vintage port, men i modsætning til Vintage-port, som flaskes efter to år og her modner færdig, bliver Colheita´en færdigmodnet på fade.
- 2000 har stadig noget rød frugt i behold. Det står særligt godt sammen med Ris a la Mande og kirsebær, vurderer Lars Bo Henriksen.
Et alternativ er også en kirsebærvin fra Frederiksdal gods på Lolland i Danmark.
Som avec, når ungerne er gået i seng, anbefaler han en ung Calvados fra huset Droiun, deres cuvee Selection.
- Den smager og dufter som en æblehave i blomst med en meget løftet frugt. Dét er spiritus for både mænd og kvinder på grund af den bløde og fyldige, frugtmættede stil, bemærker Lars Bo Henriksen.
Som afslutning kan mor forkæles med kaffe fra Den Domikanske Republik og likør fra Chase i England, mens fatter kan pulse på en cohiba cigar fra Cuba.