Seks slap gennem nåleøjet

Seks grønlandske talenter skal stå for underholdningen ved Arctic Winter Games. Navnene er netop blevet offentliggjort

I 2010 var underholdningen ved Arctic Winter Games "A travelling song” (foto) - sang og kulturmøde. Et samarbejde med den sydafrikanske storyteller Gcina Mhlophe og den norske scenograf Zoe Christensen. I 2012 bliver det "My Home is the Home of Peace” Foto: Bo Kleffel

28 unge mennesker fra hele Grønland lagde billet ind for at komme med som kulturdeltager til Arctic Winter Games 2012, seks blev valgt.

- Det var en utrolig oplevelse at få så mange henvendelser. Unge fra nord, syd øst og vest skrev og ringede til os. Der var så mange dygtige som ville gerne med. Vi udvalgte 8 som kom videre til audition via Skype," siger en glad Leise Johnsen, direktør i NAPA i en pressemeddelelse.

Det er fjerde gang, at NAPA har ansvar for det kulturelle indslag fra Grønland til AWG - i 2006, 2008, 2010 og nu 2012.

- Arctic Winter Games har været en kuvøse for unge grønlandske scenekunst talenter. Det har været et sted, hvor disse unge mennesker har kunnet udvikle sig under kyndige hænder og har lært hvad det vil sige at stå på en scene og givet dem en forsmag på, hvad det vil sige at være med i en kunstnerisk proces. Vi er utrolig glade over at have fundet disse 6 unge som skal med til AWG 2012. De er meget dygtige, hver på deres måde og har nu mulighed for at tage endnu et skridt til at blive udøvende kunstner" siger Leise Johnsen.

De 6 unge som kommer med som AWG 2012 hold er:

Pauline Kristiansen 17 år, Nuussuaq/Upernavik
Alberthine Frederiksen 16 år, Iginniarfik/Kangaatsiaq
Nicholas Høegh Hornum, 14 år, Nuuk
Sikkerninnguaq Kleist 19 år, Nuuk
Inunnguaq Johansen 19 år, Nuuk
Nina Kristoffersen 16 år, Nuuk

Ruth Montgomery-Andersen står i lighed med de foregående år for den kunstneriske ledelse af opsætningen som i 2012 kommer til at hedde ”My Home is the Home of Peace”.


Powered by Labrador CMS